Gemt

Kontrolkampagne om mærkning af færdigpakkede fødevarer

24. juni 2024

Fødevarestyrelsen gennemfører fra september 2024 til marts 2025 en kontrolkampagne, der sætter fokus på mærkning af færdigpakkede fødevarer. Både engros- og detailvirksomheder kan få besøg. Se her hvad der bliver kontrolleret.

Kontrolkampagnen er en opfølgning på en tidligere kampagne fra 2022. Formålet er at kontrollere, om færdigpakkede fødevarer er mærket korrekt samt at undersøge, om regelefterlevelsen på området er forbedret de seneste 2 år. Kontrollen udføres hos engros- og detailvirksomheder, der har ansvar for mærkning af fødevarer, herunder producenter af fødevarer og importører.

Fødevarestyrelsen vil både kontrollere færdigpakkede fødevarer, samt fødevarer der er fremstillet, pakket og udbudt til salg i samme detailforretning i længere tid end én normal salgsdag (de såkaldte ”§ 15 fødevarer” jf. mærkningsbekendtgørelsen).

Læs mere om kontrolkampagnen Mærkning af færdigpakkede fødevarer på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Hvad bliver kontrolleret
Fødevarestyrelsen vil kontrollere mærkningens skriftstørrelse, læsbarhed, synlighed, sprog samt de obligatoriske fødevareinformationer som fremgår af artikel 9 i forordning 1169/2011 om fødevareinformation til forbrugerne, herunder:

  • Varebetegnelse (om fødevarernes varebetegnelse er tilstrækkeligt beskrivende eller om den fremstår vildledende).
  • Ingrediensliste (om ingredienslisten er korrekt).
  • Allergener (om indholdet af allergener er angivet korrekt, fx med fremhævning).
  • Mængdeangivelse og nettomængde.
  • Holdbarhed (om holdbarhedsangivelsen er angivet korrekt).
  • Evt. særlige opbevarings- eller anvendelsesforskrifter.
  • Kontaktoplysninger.
  • Sproget i næringsdeklarationen.
  • Læsbarhed/skriftstørrelse (om skiften er tydelig, og trykstørrelse ikke for lille).
  • Mærkningssprog (om mærkningen er på dansk).
  • Brugsanvisning (hvis relevant).
  • Alkoholindhold (hvis relevant).

Læs mere de om generelle mærkningskrav på Fødevarestyrelsens hjemmeside og i Fødevarestyrelsens mærkningsvejledning.

Hvad er færdigpakkede fødevarer?
En fødevare anses for at være færdigpakket, når den før og uden direkte sammenhæng med salg, er indesluttet i en indpakning, der er bestemt til at blive brudt af forbrugeren eller storkøkkenet. Dette betyder, at indpakningen skal være på plads, før nogen beslutter sig for at købe produktet.

Læs nærmere om definition for færdigpakkede fødevarer og se eksempler i kapitel 5 i mærkningsvejledningen på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Fødevarer, som fremstilles, pakkes og udbydes til salg i samme detailforretning i længere tid end en normal salgsdag kaldes også for ”§ 15 fødevarer”. Der gælder visse undtagelser for mærkningen af disse fødevarer, som er fastsat i mærkningsbekendtgørelsens § 15.

Tidligere kampagne i 2022
I 2022 gennemførte Fødevarestyrelsen en lignende kampagne med 773 kontroller. I 88 af virksomhederne (11.4 %), blev der givet i alt 91 indskærpelser og 11 administrative bødeforlæg.

Ved indskærpelse af reglerne var:

  • 40% på grund af forkert eller manglende obligatoriske mærkningsoplysninger.
  • 30% på grund af overtrædelse af reglerne om mærkning med allergener, hvor disse skal fremhæves i ingredienslisten.
  • 30% på grund af manglende mærkning på dansk eller et sprog som kun i uvæsentlige forskelle adskiller sig fra dansk.

Alle administrative bødeforlæg blev givet på grund af overtrædelser i allergenmærkning.

Infoark fra Fødevarestyrelsen om mærkning af fødevarer

pdf

Download

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer
Fødevarer

Krestine Greve

Chefkonsulent