Gemt

Må du markedsføre dine produkter som “PFAS-fri”?

02. maj 2024

Ja, du må gerne skrive ”PFAS-fri” og ”ikke tilsat PFAS”, men en række betingelser skal være opfyldt, lyder det fra Forbrugerombudsmanden.

Det er ikke i strid med markedsføringsloven at markedsføre et produkt som ”PFAS-fri” eller lignende, hvis PFAS findes i en koncentration, der er lavere end detektionsgrænsen for den mest anerkendte og følsomme målestandard for måling af PFAS i det relevante medium (eksempelvis en OECD, ISO eller lignende standard), samt hvis virksomheden ikke har viden om, at produktet indeholder PFAS i en mængde, der ikke kan spores.

Det har Forbrugerombudsmanden svaret en virksomhed, som sælger køkkenudstyr.

Forbrugerombudsmanden fandt ligeledes, at det ikke vil være i strid med markedsføringsloven at markedsføre et produkt som ”ikke tilsat PFAS” eller lignende, såfremt der er dokumentation for, at der intet sted i produktionskæden for produktet er anvendt PFAS, og såfremt det i umiddelbar nærhed til anprisningen fremgår, at produktet kan indeholde PFAS.

I forhold til brugen af begge anprisninger udtalte Forbrugerombudsmanden dog, at det vil være vildledende og dermed i strid med markedsføringsloven at fremhæve egenskaben ”PFAS-fri” eller ”ikke tilsat PFAS” som en (miljø)fordel, hvis produktets materiale og/eller belægning almindeligvis ikke indeholder eller tilsættes PFAS. Det samme er tilfældet, hvis tilsvarende produkter almindeligvis heller ikke indeholder eller er tilsat PFAS.

Derudover anførte Forbrugerombudsmanden generelt, at markedsføringen skal vurderes ud fra det helhedsindtryk, som det er egnet til at give forbrugeren. Brug af virkemidler, såsom blade, grøn farve og lignende, kan således have store betydning for, om markedsføringen er vildledende.

Forhåndsbesked
Virksomheder kan anmode Forbrugerombudsmanden om at få en vurdering af, hvorvidt et planlagt markedsføringsinitiativ er lovligt. Forbrugerombudsmanden har de senere år fået flere anmodninger fra virksomheder, der ønsker at fremhæve miljø/klima-fordele ved produkter i markedsføringen, men er i tvivl om, hvorvidt deres påstande holder vand.

For at Forbrugerombudsmanden kan vurdere, om et markedsføringstiltag er i overensstemmelse med markedsføringsloven, skal der være tale om et konkret udarbejdet markedsføringstiltag, som endnu ikke er sat i værk på det tidspunkt, virksomheden beder om anmodningen.

Virksomheden bærer altid selv ansvaret for, at markedsføringen er lovlig, og det står frit for andre virksomheder eller forbrugere at anfægte lovligheden, når markedsføringen er sat i værk. I sidste ende er det domstolene, som afgør eventuelle spørgsmål om en konkret markedsføringsindsats er lovlig.

Kontakt

Handel

Martin Jørgensen

Advokat & Fagchef for Markedsføringsret
Medarbejderprofil