Gemt

Største fremgang i 30 år: Markant løft af danskernes indkomster i 2023

19. september 2024

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at i 2023 var den samlede indkomst før skat i gennemsnit 395.500 kr. pr. person i alderen 15 år og derover. Det er en fremgang på 6,3 pct. siden 2022. Det er den største fremgang i gennemsnitindkomsterne før skat i 30 år.

Det er især fremgang i formueindkomsterne og lønindkomsterne, der giver danskernes indkomster et solidt løft. Lønvæksten er høj, beskæftigelsen er steget, mens også medvind på de finansielle markeder har givet et solidt løft af danskernes indkomster.

I 2023 var inflationen 3,3 pct. Når der tages højde for inflationen, er indkomsterne steget i gennemsnit steget med 3 pct. Det kommer ovenpå realindkomsterne faldt med 6,9 pct. i 2022 pga. høj inflation.

Det er glædeligt nyt, at danskerne igen oplever en real indkomstfremgang ovenpå kraftigt tilbagegang i 2022, hvor inflationen var voldsom høj og formueindkomsterne faldt. For 2023 var inflationen samlet set høj, men i løbet af 2023 faldt inflationen. I december var inflationen således blot 0,7 pct.

Det var på ingen måde hverdagskost, der ramte danskernes privatøkonomi i 2022. Derfor er det glædeligt nyt, at danskerne igen oplever en solid indkomstfremgang, når der korrigeres for inflation. Inflationen er faldet mærkbart. Samtidig oplever danskerne igen fremgang i indkomsterne.

Der er flere gode nyheder i vente, når vi får tal for 2024. Lønvæksten er i øjeblikket høj og inflationen er lav, hvilket betyder, at danskernes indkomsterne har solid medvind. Indenfor DA-området var lønvæksten 6,4 pct. i 2. kvartal, mens inflationen var 1,4 pct. i august. Det betyder, at danskernes realløn igen er tilbage på 2021-niveau, hvor inflationskrisen endnu ikke havde ramt forbrugerne.

Danskernes indkomster har fået en blød landing, hvor inflationen er blevet normaliseret uden at arbejdsløsheden er steget væsentligt. Fremgang i danskernes indkomster kommer også til at give medvind til dansk økonomi i år og næste år, når danskerne bruger en del af pengene. Tilmed bliver danskernes budgetter til næste år understøttet af udsigter til lavere renter.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil