JYSK donerer til Danmarks Indsamling på 20. år: ”Når man kan hjælpe, så bør man hjælpe”
JYSK har støttet Danmarks Indsamling i to årtier og bidraget med mere end 24 millioner kroner til børn i nogle af verdens fattigste lande. Især én ting driver støtten ifølge CEO Rami Jensen: En forpligtelse til at hjælpe, hvor man kan. Og JYSK har med egne øjne set, at donationen gør en kæmpe forskel.
Millioner af børn verden over lever uden adgang til mad, skolegang og basal tryghed. De er fanget i krige, kriser og katastrofer, og én ting er sikkert: Behovet for hjælp er kæmpestort.
Lige præcis det behov er den danske boligindretningsgigant JYSK med til at afhjælpe, når koncernen donerer flere millioner kroner til Danmarks Indsamling 2026 – denne gang for 20. år i træk.
Danmarks Indsamling 2026 finder sted den 31. januar og samler ind til børn i verdens glemte kriser, men allerede nu kan du som virksomhed donere til indsamlingen.
Og når JYSK støtter Danmarks Indsamling, handler det om at hjælpe, hvor man kan, mere end det handler om ESG-regnskabet. Om at give udsatte børn en reel chance for et bedre liv, fortæller Rami Jensen, adm. direktør i JYSK.
Donationerne har været en del af koncernens kultur, længe før bæredygtighedsrapportering så dagens lys, og er fortsat en vigtig grundsten i kulturen. Det rækker helt tilbage til grundlægger Lars Larsen, der selv voksede op under trange kår, før han skabte sit sengetøjsimperium.
”Vi føler os grundlæggende forpligtet til at hjælpe, hvor vi kan, og sådan har vi altid haft det. Når man kan hjælpe, så bør man hjælpe. Det er en del af vores DNA, og det var noget, der lå Lars Larsen meget på sinde,” siger Rami Jensen.
Fællesskab som drivkraft
Siden 2007 har Danmarks Indsamling samlet ind til de lande, hvor behovet for hjælp er størst, og gennem årene har JYSK bidraget med mere end 24 millioner kroner.
I 2026 samles der ind til børn i glemte kriser, og netop den agenda stemmer godt overens med JYSK’s værdigrundlag. For når JYSK donerer, er et af de vigtigste fokusområder at støtte de svageste i samfundet.
”Børn er nogle af de svageste, vi har i vores samfund, og vi synes, at det er noget af det allervigtigste at støtte. Derfor er vi utroligt glade for, at der igennem Danmarks Indsamling har været mange emner, som over tid har sat det nødvendige fokus på børn,” siger Rami Jensen.
JYSK donerer for tredje år i træk gennem et aktiveringssamarbejde med Dansk Håndbold. Hvert mål, der bliver scoret i de danske håndboldhaller i weekenden den 24. og 25. januar, kan blive til 15 måltider mad til børn i verdens glemte kriser – doneret af JYSK. De seneste år har donationen rundet omkring to millioner kroner. Og der er en helt særlig grund til, at JYSK donerer gennem netop dén indsats.
”Vi tror grundlæggende på, at man skaber de bedste resultater i fællesskab. Ved at gå sammen med Dansk Håndbold, får vi et bredere fokus, hvor vi er flere, der kæmper for den samme sag. Vi synes også, at Dansk Håndbold generelt er dygtige til at engagere deres medlemmer i sagen og gøre det til en fælles opgave at sikre, at donationen bliver så stor som muligt,” siger Rami Jensen.
Bidrag skaber livsgrundlag
JYSK har med egne øjne set, at deres bidrag gør en stor forskel for nogle af verdens fattigste. De største donorer til Danmark Indsamling bliver inviteret med på en virksomhedsrejse til et af de lande, Danmarks Indsamling støtter. I starten af 2025 var JYSK derfor med på en rejse til Uganda. Rejsen gav et indblik i, hvordan donationerne omsættes i praksis.
”Det var uden tvivl hårdt at se de mange mennesker i nød og fattigdom, men turen gav os samtidig enormt meget, fordi man ser, hvad der reelt bliver lavet af indsatser i de projekter, vi er med til at sætte i gang gennem vores donation,” siger Rami Jensen.
En af de mest tankevækkende oplevelser på rejsen var at se, hvordan selv små investeringer kan ændre familiers fremtidsmuligheder.
”Vi mødte både mænd og kvinder, der gennem mikrolån har fået hjælp til at starte deres egne virksomheder og dermed brødføde deres børn – og nogle kunne endda sende deres børn i skole. Det er jo den bedste måde at støtte op på; at skabe initiativ og et livsgrundlag for folk, som er vedvarende og ikke ophører, når donationen er udløbet,” siger Rami Jensen.
Øget behov for nødhjælp
I starten af 2025 lukkede præsident Trump USAID, USA’s officielle udviklings- og bistandsorganisation, og samtidig blev 83 procent af nødhjælpsprogrammerne afviklet. Det efterlod millioner af mennesker i kriseramte områder uden basal støtte. Ifølge Rami Jensen understreger det vigtigheden af at træde til og give sit bidrag.
”Nedlukningen af USAID er et godt billede på, hvor skrøbeligt systemet er, og hvor afhængigt det er af velvilje og lyst til at gøre en forskel. Tilbagetrækningen af bistandshjælpen betyder, at der i dag er mindre at give af til nødhjælp, og derfor er det særligt vigtigt at bakke op netop nu,” siger han.
Rami Jensen håber, at JYSK’s indsats vil inspirere flere virksomheder til at engagere sig – også dem, der endnu ikke har tradition for det.
”Jeg synes, at hvis man kan, så bør man give noget af det, man har, til andre, der har behov for hjælp,” siger han og tilføjer:
”Helt generelt er mit indtryk da også, at der er virkelig mange, der donerer – til Danmarks Indsamling, Knæk Cancer og mange andre vigtige sager. Jeg synes, at vi er rigtig dygtige i Danmark til at stå sammen og støtte op omkring vigtige sager, og det, synes jeg, bestemt, at vi skal blive ved med.”
Støt Danmarks Indsamling
Overvejer din virksomhed at donere til Danmarks Indsamling? Hop ind på Danmarks Indsamlings hjemmeside og støt med et valgfrit beløb. Her kan du også blive klogere på, hvilke fordele din virksomhed kan opnå gennem jeres støtte.
|
Om Danmarks Indsamling
Kilde: Danmarks Indsamling. |
Læs også
Sådan måler du S’et i ESG: Nyt værktøj gør det lettere at arbejde strategisk med social bæredygtighed
Tænketanken EQUALIS har lanceret S-nøglen – et nyt værktøj, der skal gøre det lettere for din virksomhed at arbejde systematisk med den sociale dimension i EGS. Her guider vi dig igennem, hvordan du bruger værktøjet.
Ny beregner: Nu kan du sætte tal på din virksomheds sociale ansvar
Med videnshuset Cabis nye værktøj kan du som virksomhed hurtigt beregne, hvor stor en samfundsmæssig gevinst du skaber, når du ansætter mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Læs mere om, hvordan din virksomhed bruger beregneren her.
Kontakt