;
Gemt

Dansk Erhverv: Rigtigt at få nedbragt antallet af statslige administrativt ansatte. Men der er brug for større ambitioner for det offentlige samlet set

18. juni 2025

Regeringen melder nu, at der skal spares mindst 5,5 milliarder kroner på administration i staten frem mod 2030. Det er meget positivt, lyder det fra Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, men han understreger, at de planlagte besparelser bør være det første af flere skridt.

bmk csrd 900.jpg

Kvartal efter kvartal er antallet af offentligt ansatte, der beskæftiger sig med administration slået nye rekorder.

Onsdag har regeringen så meldt ud, at man vil spare 5,5 milliarder kroner på administration i det statslige frem mod 2030. Det svarer til 6.500 fuldtidsansatte, hvis der var tale om besparelser udelukkende på medarbejdere.

”Det er en absolut god nyhed, at regeringen nu vil handle og skære på antallet af statslige ansatte, der beskæftiger sig med administration. For bureaukratiet er vokset og vokset. 32 kvartaler i træk er antallet af offentligt ansatte vokset, og ved udgangen af 2024 nåede antallet af administrativt ansatte i det offentlige op på godt 101.000 fuldtidsbeskæftigede. Den stigning er især sket i staten," siger Dansk Erhvervs adm. direktør, Brian Mikkelsen og fortsætter:

"Derfor har vi i Dansk Erhverv flere gang råbt op om behovet for handling. Nu sker der noget, og det er meget glædeligt. Fra Dansk Erhverv havde vi dog gerne set større ambitioner, idet vi selv har foreslået 20.000 færre offentligt ansatte og besparelser i omegnen af 10 milliarder i det offentlige samlet set. Så de udmeldte besparelser bør være det første af flere skridt.”

Besparelser skal findes gennem årsværk og færre byrder
Brian Mikkelsen understreger vigtigheden af, at besparelserne bliver fundet via årsværk og færre byrder for virksomhederne og borgerne.

”Der er brug for at frigive arbejdskraft fra det offentlige til det private, som skriger på arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at de årsværk, der saneres, ikke bare ender et andet sted i staten. Ligesom det er vigtigt, at det sker sammen med nogle markante byrdelettelser, så vi får ryddet op i den regeltsunami, der er kommet til og som skaber bøvl og bureaukrati for virksomhederne. Vi ser derfor frem til, at regeringen præsenterer sine planer indenfor bl.a. kontrol og tilsyn. Dansk Erhverv præsenterede selv tidligere på året vores forslag til, hvordan vi får et kontrol og tilsyn, der er mindre byrdefuldt og let at navigere i. Det bør i langt højere grad målrettes virksomheder med lav regelefterlevelse og ske med bedre koordinering mellem myndigheder og ved øget brug af samtilsyn,” siger Brian Mikkelsen

Positivt med fokus på kunstig intelligens
I regeringens nye arbejdsprogram lægges der op til at fremme brugen af kunstig intelligens i det offentlige.

”Potentialet ved at automatisere og anvende kunstig intelligens i det offentlige er stort. Vi bakker derfor op om, at den digitale transformation af det offentlige fortsætter, og at der ses på, hvordan kunstig intelligens kan udbredes i staten. Vi har tidligere set, hvordan teknologi og automatisering giver store fordele for eksempel med automatisk erhvervsrapportering. Det skal vi gøre meget mere af,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Presse

Lars Ohlsen

Pressechef