Nye, lave grænseværdier for bly og kadmium i bl.a. keramik og glas fra juli 2026
Fødevarestyrelsen har udsendt forslag til en opdateret bekendtgørelse, der vil fastsætte nye lavere grænseværdier for bly og kadmium i keramik, emaljerede genstande og glas. Ikrafttrædelsen er blevet udskudt fra januar til juli 2026.

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har offentliggjort en ny risikovurdering af bly og cadmium, som viser, at de nuværende grænseværdier er for høje, og ikke i tilstrækkelig grad beskytter mod sundhedsskadelige effekter af de to metaller. For at sikre forbrugerne mod disse effekter har de danske myndigheder vurderet, at der er behov for at indføre lavere nationale grænseværdier.
I et udkast til en opdateret bekendtgørelse fra Fødevarestyrelsen blev der derfor foreslået nye lavere grænseværdier for bly og cadmium i keramik, emaljerede genstande og glas med ikrafttrædelse den 1. januar 2026. Grænseværdierne er baseret på en risikovurdering foretaget af DTU Fødevareinstituttet.
Dansk Erhverv har indgivet høringssvar til forslaget der bl.a. opfordrer til en udskydelse af ikrafttrædelsesdatoen til tidligst den 1. juli 2026, for at sikre en smidig overgang for virksomhederne.
På baggrund af Dansk Erhvervs høringssvar udskydes ikrafttrædelsen af de nye, lavere grænseværdier for bly og cadmium i keramik, emaljerede genstande og glas, således at de først forventes at træde i kraft den 1. juli 2026.
Se mere i Fødevarestyrelsens høringsnotat.
Modtag nyheder om fødevarekontaktmaterialer
Vil du gerne følge med i, hvornår der er regler om fødevarekontaktmaterialer på vej, så tilmeld dig Dansk Erhvervs referencegruppe for fødevarekontaktmaterialer.
Referencegruppen for fødevarekontaktmaterialer er for Dansk Erhvervs full-service og arbejdsgiver-medlemmer, og det er gratis at være med. Når man er tilmeldt referencegruppen, modtager man ca. 10 nyhedsmails om året.
Reglerne om fødevarekontaktmaterialer kan være komplicerede, og i de kommende år, er der udsigt til nye EU-regler for både flere materialetyper, og for den dokumentation der skal følge fødevarekontaktmaterialerne. Overgangsbestemmelserne for de nye regler er ofte korte i forhold til produkternes lange vej gennem værdikæden, hvorfor det er vigtigt at holde sig opdateret på, hvad der er på vej.
Dansk Erhverv deltager også i Fødevarestyrelsens Samarbejdsforum for Fødevarekontaktmaterialer, hvor aktuelle emner og erhvervets udfordringer drøftes. Hvis du er tilknyttet vores referencegruppe, kan du få indflydelse på, hvad der diskuteres i samarbejdsforummet, og du modtager referater fra disse møder.
Du kan blive tilknyttet referencegruppen for fødevarekontaktmaterialer ved at skrive til Krestine Greve på mail krgr@danskerhverv.dk.
Kontakt