Dansk SMV får gennembrud i Australien: Skal levere grøn energi til australsk fødevareproducent
Den danske energivirksomhed Heliac har indgået en aftale med fødevareproducenten Spiral Foods i Australien. Gennem sin teknologi skal Heliac bidrage til at reducere Australiens energipriser og afhængighed af fossile brændsler.
Den danske energivirksomhed Heliac har indgået en aftale med fødevareproducenten Spiral Foods i Australien. Gennem sin teknologi skal Heliac bidrage til at reducere Australiens energipriser og afhængighed af fossile brændsler.
Det begyndte som en lille startup i Nivå i 2014. Nu har Heliacs teknologi bragt energivirksomheden hele vejen til Australien, hvor den har indgået en aftale med den australske fødevareproducent Spiral Foods. Aftalen blev indgået under det danske kongepars statsbesøg i Australien, som Dansk Erhverv var en del af arrangørkredsen bag.
Der er tale om en 15-årig samarbejdsaftale, hvor Spiral Foods forpligter sig til at aftage energi fra Heliacs anlæg.
“Aftalen med Spiral Foods er en vigtig milepæl for Heliac. Det er vores første konkrete gennembrud på det australske marked, som vi ser som et af de mest attraktive globalt for denne type løsning,” fortæller Henrik Pranov, CEO i Heliac.
Gennem aftalen skal Heliac hjælpe Spiral Foods med at gøre sin produktion grønnere og mindre afhængig af naturgas.
“Aftalen betyder, at vi får et kørende anlæg, hvor de næste kunder kan komme og se, hvordan teknologien fungerer i praksis, og hvordan det er muligt at bygge. Det er en stor milepæl for os,” fortæller Henrik Pranov, CEO i Heliac.
Dansk teknologi til industrien
Uro i Mellemøsten og store udsving på energimarkederne har endnu en gang sat energisikkerhed og -uafhængighed højt på dagsordenen. Men netop dét bidrager Heliac til en løsning på. For Heliac er et eksempel på, hvordan dansk energiteknologi kan bidrage til både at dekarbonisere industrien og gøre den mere robust over for udsving på de globale energimarkeder.
Heliacs løsning bygger på termisk energilagring, og teknologien gør det muligt at lagre grøn strøm fra sol og vind som varme og senere bruge den i industrielle processer, der ellers typisk drives af naturgas.
“Det kan gøre virksomheder uafhængige af fossile brændsler og give en stabil og lav energipris, samtidig med at de selv kan producere den energi, de bruger, for eksempel fra solceller på deres eget tag,” siger Henrik Pranov og pointerer, at netop Australien er et oplagt marked for teknologien.
“Australien har meget procesindustri og virkelig gode vedvarende energiressourcer i form af masser af sol. Men for at kunne bruge den energi i industrien kræver det et varmelager,” forklarer Heliac.
Samarbejdet med Spiral Foods kan dermed blive begyndelsen på flere projekter i Australien. Med landets store ressourcer inden for solenergi, ser Heliac et betydeligt potentiale for teknologien. Når løsninger demonstrerer deres værdi i praksis, kan det være med til at bane vejen for flere danske energiløsninger i landet, til gavn for både Australiens grønne omstilling og for danske energivirksomheder.
Kontakt