I Rådgiverbranchens brevkasse svarer Dansk Erhvervs jurister på aktuelle spørgsmål fra medlemmer. I dag kan du læse om handelsbetingelser og deres gyldighed.

Kære brevkasse 
   
Vi sælger til erhvervskunder, og har generelle handelsbetingelser liggende på vores hjemmeside. Her har vi indskrevet en række forhold, som er relevante for vores ydelser og samarbejder, og har bl.a. betingelser om ansvarsfraskrivelser mv.  

Nu er vi havnet i en tvist med en kunde, men kunden siger, at de aldrig har accepteret vores betingelser. Vi sender normalt vores handelsbetingelser afsted, allerede når vi sender et tilbud til kunden, men vi får det ikke altid gjort, da vi synes det kan virke lidt ”aggressivt” at blande jura ind i det.

I øvrigt står de jo på vores hjemmeside, når man trykker på et link om ”Handelsbetingelser” nederst på siden. Derfor fik vi heller ikke sendt dem til denne kunde.  

Bør vi altid fremsende handelsbetingelserne til kunden, for at de skal gælde? 
 
Med venlig hilsen 
Astrid 

_______________

Kære Astrid 
 
Tak for dit spørgsmål.  

Det er altid en forretningsmæssig afvejning, om man vil ”blande jura ind i det”, men det fremstår ikke automatisk ”aggressivt” at sende sine handelsbetingelser til sin kunde. Tværtimod fremstår det professionelt, at der er styr på sagerne og det juridiske, så der ikke efterfølgende opstår unødvendige tvister.  
Den juridiske anbefaling i relation til spørgsmålet er desuden, at man som leverandør aktivt bør fremsende sine handelsbetingelser til kunden, hvis man vil være sikker på at kunne støtte ret på dem. Hvis ikke, vil man skulle ud i en diskussion om, hvilke betingelser, som finder anvendelse. Hvis samarbejdet er længerevarende, så vil man naturligvis stå endnu stærkere med en underskrift på en samarbejdsaftale, da dette af bevismæssige og pædagogiske årsager er det juridisk stærkeste.  

Sørg for aktivt at fremsende handelsbetingelser 
I kommercielle erhvervsforhold opstår der ofte en kamp om, hvilke betingelser, som finder anvendelse for samarbejdet. Denne kamp kaldes i juridisk terminologi meget dramatisk for ”the battle of forms”.

I denne diskussion vil den friske leverandør måske henvise til, at har man valgt at indgå aftale med en leverandør, så må man være indstillet på, at det ubetinget er leverandørens vilkår, som finder anvendelse i mangel af aftale. Leverandøren vil måske endda mene, at kunden aktivt bør undersøge leverandørens hjemmeside for at klarlægge, om leverandøren har handelsbetingelser, før kunden placerer en ordre.  

Virkeligheden er imidlertid ikke sådan, da kunden sagtens kan have egne handelsbetingelser, og selv have en forventning om, at disse betingelser skal gælde. Samtidig gælder der et almindeligt juridisk princip om, at den, som vil gøre et vilkår gældende i et samarbejde, har bevisbyrden for, at vilkåret finder anvendelse. Leverandøren må derfor i tvivlstilfælde godtgøre, hvorfor det lige præcis er leverandørens handelsbetingelser, som skal finde anvendelse.  

Hvis man juridisk set vil stå stærkest, så bør man derfor aktivt sørge for at fremsende sine handelsbetingelser til sin kunde, så tidligt som muligt. Hvis kunden ikke kan acceptere disse handelsbetingelser, så bør kunden gøre indsigelse. Hvis ingen parter har fremsendt handelsbetingelser, så vil svaret blive afgjort af ”baggrundsretten”, dvs. de almindeligt gældende juridiske regler som fx købeloven og aftaleloven, hvor branchesædvaner kan spille ind, ligesom man vil se på, om parterne har handlet sammen før, og hvilke vilkår, som dengang var aftalt. Det har Landsretten eksempelvis lagt til grund i sagen U.2024.5338V, hvor retten i en tvist lod de betingelser vinde, som afspejlede de betingelser, som parterne tidligere havde anvendt, og som i øvrigt var i overensstemmelse med kutymen inden for netop den branche.  

Hvilke vilkår gælder? Domstolene vurderer konkret ud fra aftaleforløbet 
Retspraksis viser generelt, at der ikke gælder en enkeltstående hovedregel om, hvorvidt det enten er leverandørens eller kundens betingelser, som altid gælder. Domstolene ser i stedet på det konkrete aftaleforløb: Hvornår blev betingelserne sendt? Blev der henvist tydeligt til dem? Gjorde modparten indsigelse? Har parterne handlet sammen før? Og svarer vilkårene til, hvad der er sædvanligt i branchen? Hver sag skal altid vurderes konkret. 

Højesteret vurderede i U.2001.1529H en sag om handelsbetingelser. Her havde kunden, som skulle købe maskiner, fremsendt en ordre, hvor kunden samtidigt henviste til, ordren blev afgivet på grundlag af kundens handelsbetingelser, som også var optrykt på bagsiden af ordren. Da kunden efterfølgende afgav flere ordrer, blev der også her udtrykkeligt henvist til handelsbetingelserne, som i øvrigt stemte overens med vilkårene for parternes tidligere samarbejder. Højesteret nåede derfor frem til, at det var kundens betingelser, som skulle finde anvendelse i sagen.  

Et tilsvarende resultat nåede Sø – og Handelsretten i sagen U.2015.213SH. I sagen havde parterne indgået en aftale pr. telefon, hvor kunden efterfølgende fremsendte en bekræftelse på ordren med sine handelsbetingelser vedhæftet. Først da leverandøren leverede varerne og opkrævede betalingen, var leverandørens handelsbetingelser påtrykt på fakturaen. Domstolen nåede frem til, at ved at leverandøren havde leveret uden at gøre indsigelse, så havde leverandøren også accepteret handelsbetingelserne, og deres egne betingelser kunne derfor ikke træde i stedet for. Dommen illustrerer således, at en part står meget svagt, hvis parten først forsøger at bringe egne standardvilkår i spil efter aftaleindgåelsen, og hvor samarbejdspartens vilkår allerede er stiltiende accepteret.  

I U.2022.347 nåede Sø- og Handelsretten et lignende resultat, som i de foregående sager. Retten nåede frem til, at en klausul i kundens standardbetingelser principielt set ikke kunne finde anvendelse over for leverandøren, da kunden ikke udtrykkeligt havde henvist til disse i parternes e-mailkorrespondance. 

Det afgørende er derfor ikke, om jeres betingelser findes, men om de kan antages, at være en del af aftalen med jeres kunde. Det kræver typisk, at kunden før - eller senest ved - aftaleindgåelsen er blevet gjort opmærksom på jeres betingelser. Kravet til tydeligheden heraf vil i øvrigt afhænge af betingelsernes byrdefuldhed, herunder, om der er vilkår, som er særligt byrdefulde – fx vidtgående ansvarsfraskrivelser.   

Sagerne viser dermed, at uanset om man er kunde eller leverandør, så står man stærkest, når man aktivt har fremsendt sine handelsbetingelser. Hvis de ikke fremsendes, så vil baggrundsretten afgøre svaret på tvisten, og det kan nogle gange ende godt for leverandøren, men i andre tilfælde kan baggrundsretten dog føre til et andet resultat, end hvad leverandøren reelt havde håbet på – fx at en vidtgående ansvarsfraskrivelse ikke følger af baggrundsretten, og derfor ikke gælder. Hver sag skal dog som nævnt altid vurderes konkret.  

Hvis samarbejdet er længerevarende, så vil man naturligvis stå endnu stærkere (juridisk) med en underskrift på en reel samarbejdsaftale.