Historisk, at selskabsskatten sænkes for første gang i 10 år
Med en ny skatteaftale sikrer regeringen sammen med Dansk Folkeparti bedre rammer for dansk erhvervsliv, og det vækker begejstring hos Dansk Erhverv. Det vil bidrage til vores velstand og velfærd, lyder det fra adm. direktør Brian Mikkelsen.
Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti torsdag præsenteret en ny skatteaftale, der bidrager til at forbedre rammevilkårene og konkurrenceevnen for dansk erhvervsliv.
Skatteaftalen letter selskabsskatten for første gang i 10 år. Med aftalen sænkes selskabsskatten til 19 pct. frem mod 2029.
”Det har været en mærkesag for Dansk Erhverv i mange år, og derfor er det historisk, at selskabsskatten nu sænkes for første gang i 10 år. I en ustabil verden med geopolitisk uro og kraftigt øget konkurrence er det helt rigtigt at styrke erhvervslivets rammevilkår og Danmarks konkurrenceevne,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv:
”Lavere skat er med til at give virksomhederne bedre rammer til fortsat at kunne bidrage stort til Danmarks vækst, velstand og velfærd, og dermed gavner det i sidste ende alle danskere. Derfor er det meget glædeligt, at regeringen nu gør det til virkelighed at lette selskabsskatten.”
Udover en lempelse af selskabsskatten betyder skatteaftalen også, at mellemskatten fjernes op til topskattegrænsen frem mod 2029, og at top top-skatten afskaffes fra 2028.
Samtidig lyder der bifald fra Dansk Erhverv over udsigten til en pulje på 300 mio. kr. til at styrke konkurrenceevnen og reducere administrative byrder, der bl.a. skal gå til at sanere punktafgifter og fjerne uhensigtsmæssige barrierer, der står i vejen for virksomheders tiltrækning af toptalenter og placering af deres hovedkvarter og datterselskaber i Danmark.
Aftalen vil samlet set øge arbejdsudbuddet med ca. 5.000 personer ifølge Dansk Erhvervs beregninger. Regeringen har et samlet mål om at øge arbejdsudbuddet med 35.000.
”I en tid med mangel på arbejdskraft og stor demografisk modvind i hele Europa er det den helt rigtige medicin med reformer, der øger arbejdsudbuddet og gør det mere attraktivt at arbejde. Det skal bedre kunne betale sig at tage ansvar og gøre sig umage. Derfor er det en meget glædelig nyhed, at trinnet for mellemskatten afskaffes og top top-skatten afskaffes allerede fra 2028,” siger Brian Mikkelsen.
Med aftalen hæves loftet over aktiesparekonto til 514.600 kr. og progressionsgrænsen for aktieindkomst til 113.300 kr., hvilket også hilses varmt velkommen af Dansk Erhverv. Det styrker danskernes muligheder for at investere i nye vækstvirksomheder. Det er der hårdt brug for.
Aftalepartierne afsætter desuden en pulje til retssikkerhed og til byrdelettelser for finans- og banksektoren. Begge er vigtige dagsordener for Dansk Erhverv og vi er derfor glade for, at initiativerne har fundet vej ind i aftalen.
Centrale dele i skatteaftalen:
|
Positivt med råderumsfinansiering - men også tidsler
Det er positivt, at en del af skattelettelserne finansieres gennem det økonomiske råderum, som virksomhederne i høj grad selv har været med til at skabe.
Samtidig er det positivt, at regeringens forslag om kortere momsfrister for små og mellemstore virksomheder ikke indgår i aftalen. Det beskytter virksomhedernes økonomiske råderum til at drive og udvikle forretningen.
Men finansieringen af skatteaftalen rummer også tidsler. Aftalen finansieres blandt andet gennem en højere arbejdsskadeafgift og en afskaffelse af fradraget til forskning og udvikling.
”Mange af de store danske succeshistorier bygger på virksomhedernes mulighed for at innovere og finde løsninger på tidens samfundsudfordringer. Og vores rammevilkår på det område halter efter mange af de lande, vi konkurrerer med. En afskaffelse af F&U-fradraget vil gå direkte og markant udover virksomhedernes innovationskraft, og derfor er det et uforståeligt og kritisabelt tiltag,” siger Brian Mikkelsen.
Dansk Erhverv vil nu følge implementeringen af aftalens initiativer fra aftaletekst til virkelighed tæt.
”Vi håber i Dansk Erhverv på bred politisk opbakning til aftalen, når den skal vedtages i Folketinget. Så kan virksomhederne se frem til stabilitet og de bedst mulige, langsigtede og stabile rammevilkår i en tid, hvor vi skal foretage store investeringer i Danmarks sikkerhed, udvikle vores velfærd og sætte fart på ny teknologi,” siger Brian Mikkelsen.