Pakkeshoppen vinder frem: Danskerne vælger convenience frem for pris
Pakkeshoppen fylder mere, når danskerne får leveret varer fra nettet.
Samtidig viser E-handelsanalysen Juli 2026, at nemhed og fleksibilitet er vigtigere end prisen, når forbrugerne vælger leveringsform.
Danskerne vælger i stigende grad pakkeshoppen, når de handler på nettet.
Ved det seneste onlinekøb fik 48 procent af forbrugerne leveret deres varer til en pakkeshop. Det er en stigning på fem procentpoint sammenlignet med 2025. Samtidig faldt andelen, der fik leveret til privatadressen, fra 43 til 34 procent.
Samlet får otte ud af ti forbrugere deres onlinekøb leveret enten til en pakkeshop eller hjemmet.
Nemhed slår pris
Når forbrugerne vælger leveringsform, er det først og fremmest convenience, der tæller. Nemhed er den vigtigste årsag ved næsten alle leveringsformer. Det gælder blandt andet levering til hjemmet, hvor 53 procent peger på nemhed, pakkeautomat med 48 procent og pakkeshop med 47 procent.
Prisen spiller især en rolle for dem, der vælger afhentning på netbutikkens adresse eller levering til en pakkeshop. Her angiver 30 procent, at de valgte løsningen, fordi den var billigst. På tværs af leveringsformerne er det dog den praktiske og smidige løsning, der vejer tungest.
”Når danskerne vælger leveringsform, handler det i højere grad om at få hverdagen til at fungere nemt og fleksibelt end om at finde den absolut billigste løsning. For netbutikkerne betyder det, at en god leveringsoplevelse kan være vigtigere end at konkurrere alene på fragtprisen,” siger Sune Skytte, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Børnefamilier prioriterer fleksibilitet
Børnefamilierne skiller sig ud som den gruppe, der i størst omfang benytter ekstra services ved levering.
47 procent af børnefamilierne har anvendt levering på et aftalt sted, mens 29 procent har benyttet hjemmelevering inden for et bestemt tidsinterval. Samtidig har 14 procent anvendt ekspreslevering, hvilket også er den højeste andel blandt befolkningsgrupperne.
Det peger på et tydeligt behov for leveringsløsninger, der kan tilpasses en travl hverdag med arbejde, institutioner, fritidsaktiviteter og skiftende planer.
”Børnefamilierne skal have hverdagen til at hænge sammen, og derfor er der et stort fokus på planlægning. Muligheden for at få pakken leveret på et bestemt sted eller inden for et bestemt tidsrum giver den fleksibilitet, der kan få logistikken til at gå op,” siger Sune Skytte.
Børnefamilierne er også mest villige til at betale ekstra for ekspreslevering. 31 procent vil betale 5-10 kroner mere for at få varen hurtigere, mens den samlede betalingsvillighed for ekspreslevering er 38 procent.
Jo oftere forbrugerne handler på nettet, desto større er villigheden til at betale for hurtig levering. Blandt daglige onlinekøbere vil 53 procent betale 5-10 kroner ekstra for ekspreslevering. Samlet er 65 procent af de daglige onlinekøbere villige til at betale mere.
Fragtprisen spiller en større rolle ved køb i udlandet
Når danskerne handler hos udenlandske netbutikker, er opfattelsen af fragtpriserne mere blandet.
38 procent af pensionisterne vurderer, at fragtpriserne generelt er højest i Danmark og dermed billigere i udlandet. Omvendt mener 31 procent af de unge, at fragtpriserne er højest hos udenlandske netbutikker.
Ved det seneste køb i en udenlandsk netbutik oplevede 38 procent, at fragtprisen var lavere end hos en dansk netbutik, mens 12 procent oplevede en højere fragtpris. For 47 procent havde fragtprisen betydning for, at de valgte at købe hos den udenlandske netbutik. For yderligere 47 procent havde fragtprisen ingen betydning, mens seks procent svarer ”ved ikke”.
Pensionisterne er den gruppe, der oftest oplevede en lavere fragtpris ved deres seneste køb i udlandet. Det gjaldt 46 procent. Samtidig angiver kun 33 procent af pensionisterne, at fragtprisen havde betydning for deres køb.
Analysen viser dermed, at forbrugerne både vurderer fragtprisen ud fra den konkrete pris og ud fra den samlede bekvemmelighed ved leveringen. For netbutikkerne bliver opgaven derfor at tilbyde fleksible løsninger, der gør det nemt for kunden at vælge - også når leveringen koster lidt ekstra.
Læs også
Større fokus på bundlinjen: Nu tilbyder færre webshops gratis fragt og fri retur
De danske netbutikker ser i mindre grad fri fragt som et konkurrenceparameter, og det får flere til at fravælge muligheden, viser ny analyse fra Dansk Erhverv.
Ekspreslevering rykker fra luksus til konkurrenceparameter i dansk e-handel
Danske virksomheder har i stigende grad fået øjnene op for ekspreslevering som et centralt konkurrenceparameter. Det viser Dansk Erhvervs nyligt lancerede Logistikanalyse 2025. Babysam oplever 53 procents vækst i ekspresleveringen.
Kontakt