Spring til indhold

Dansk Erhverv: Byggeriet forventes at vokse med over 3 pct. i 2026

14. september 2026

Dansk Erhverv udkommer i dag med en ny byggeprognose, der vurderer at bygge- og anlægsbranchen står til en samlet vækst på 3,3 pct. i 2026. Det er en opjustering på 1,0 procentpoint siden den seneste prognose og et positivt tegn for en branche, der er afgørende for Danmarks investeringer i forsvar, infrastruktur, kommunale anlæg og grøn omstilling.

Foto: Bjarke Ørsted

Det er især de offentlige bygge- og anlægsinvesteringer, der løfter aktiviteten. De ventes at stige med 27,3 pct. i 2026. Samtidig er der i årets første seks måneder påbegyndt 25 pct. flere kvadratmeter erhvervsbyggeri end i samme periode sidste år.

“Det er en rigtig positiv nyhed, at bygge- og anlægsbranchen nu forventes at vokse med over 3 pct. i år. De offentlige bygge- og anlægsinvesteringer holder hånden under aktiviteten og skaber efterspørgsel i en tid, hvor både boligbyggeriet og virksomhedernes egne investeringer fortsat er under pres. Investeringer i blandt andet forsvar, energiinfrastruktur og kommunale anlæg er nødvendige for at løse nogle af Danmarks store samfundsudfordringer, og de giver samtidig aktivitet i hele byggeriets værdikæde,” siger Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv.

Fremgangen er dog ikke bredt funderet. Boliginvesteringerne ventes fortsat at falde med 2,5 pct. i 2026 og erhvervslivets bygge- og anlægsinvesteringer med 0,5 pct.

Samtidig kan fortsat høje byggeomkostninger, energipriser og renteomkostninger, mangel på arbejdskraft og geopolitisk usikkerhed bremse aktiviteten. 25 pct. af virksomhederne i bygge og anlæg angiver mangel på efterspørgsel som en produktionsbegrænsning, mens 23 pct. peger på mangel på arbejdskraft.

“Vi glæder os over den samlede vækst, men den må ikke skygge for, at dele af markedet fortsat er under pres. Derfor skal vi bruge momentet til at skabe bedre rammer for byggeriet. Ellers risikerer vi, at projekter bliver udskudt, og at Danmark ikke får løst udfordringerne med manglende boliger, klimatilpasning og energiinfrastruktur. Det gælder også investeringer i renovering og transformation af de bygninger, vi allerede har. Her kan vi både sænke klimaaftrykket og energiregningen og samtidig skabe aktivitet i hele landet,” siger Katrine Bjerre.

Dansk Erhverv glæder sig over, at boligminister Jacob Mark netop nu vil tage et grundigt opgør med unødige regler i bygningsreglementet.

“Jacob Mark har fat i den rigtige ende, når han vil gå til bygningsreglementet med det store viskelæder. Danmark har brug for et moderne, enkelt og fleksibelt regelsæt, der gør det nemmere for virksomheder og danskere at bygge, renovere og transformere. Bygningsreglementet skal selvfølgelig fortsat sikre høj kvalitet, sikkerhed og ambitiøse klimakrav. Men vi er nødt til at fjerne de unødige regler, der i dag gør projekterne langsommere, dyrere og besværlige at gennemføre,” siger Katrine Bjerre.

“Hvis vi skal løfte investeringerne i boliger, forsvar, infrastruktur, energisystem og klimatilpasning, skal reglerne understøtte fremdrift og nye løsninger. Det skal være lettere at renovere og transformere eksisterende bygninger – og at bygge med et lavere klima- og ressourceaftryk. Et mere smidigt Bygningsreglement kan få flere projekter hurtigere fra tegnebræt til virkelighed og vil styrke både produktiviteten og konkurrenceevnen og samtidig bidrage til den grønne omstilling,” siger Katrine Bjerre.

Kontakt

Byggeri

Katrine Bjerre

Branchedirektør

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Tilmeld dig nyheder om byggeri

Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram.

Indtast dit fornavn
Indtast dit efternavn
Indtast en gyldig email

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik her.