; ;
Gemt

Dansk vareeksport steg i juni – tjenesteeksporten slået kraftigt tilbage

Danmarks Statistik har mandag offentliggjort nye tal for dansk udenrigshandel. Det viser, at dansk eksport af varer (ekskl. skibe, fly og brændsel mv.) steg med 2,2 % i juni måned.

Nyhed

10. august 2020

Det er dermed anden måned i træk, at vareeksporten viser pil op. Det kommer ovenpå dalende vareeksport i februar, marts og april.

Det er selv sagt godt nyt for dansk økonomi, at fremgangen i vareeksporten fortsatte i juni måned. Fremgangen de seneste to måneder skyldes især, at eksporten til nabolandene i EU igen er begyndt at vise fremgang. Det hænger sammen med, at flere europæiske lande påbegyndte genåbningen af økonomien i maj. Det tyder på, at danske virksomheder har nydt godt af, at flere af vores europæiske naboer er påbegyndt den gradvise genåbningen af økonomien.

Dansk vareeksport er blevet overraskende lidt ramt af coronakrisen. I årets første halvår er vareeksporten således kun faldet med 1%. Det er overraskende set i lyset af det store tilbageslag som verdensøkonomien er blevet ramt af. Det vil typisk lægge en massiv dæmper på de danske virksomheders muligheder for at afsætte varer, men det er tilsyneladende ikke sket. Det skyldes, at danske eksport af medicin og medicinsk udstyr har klaret sig fremragende i udlandet og vist fornem vækst. Således er dansk eksport af kemikalier og kemiske produkter steget med hele 18% i året første seks måneder sammenlignet med sidste år. Danmark kan i høj grad takke den store medicinalindustri for at dansk vareeksport ikke er faldet fuldstændig sammen. Medicinalindustrien har holdt hånden under dansk eksport i den svære tid.

Selvom eksporten peger i den rigtige retning i maj og juni, er mine bekymringer for dansk eksport ikke forsvundet. Ledigheden er steget og økonomien er skrumpet på samtlige af vores vigtigste eksportmarkeder. Når økonomien går i et lavere gear på vores eksportmarkeder, er det sværere for danske virksomheder af afsætte varer og tjenester. Når det er sagt, er dansk økonomi i dag bedre rustet mod tilbageslag i verdensøkonomien. Det skyldes, at dansk vareeksport i dag i højere grad består af medicin og vindmøller, der er mindre følsom overfor tilbagegang i verdensøkonomien.

Mandag offentliggjorde Danmarks Statistik ligeledes tal for udviklingen i tjenesteeksporten. Det er en statistik, der udelukkende offentliggøres hvert kvartal. Det er dermed første indblik i, hvordan danske tjenesteeksport er blevet ramt af coronakrisen i 2. kvartal. Det er frygtelig læsning, der viser, at dansk tjeneste eksport skrumpede med hele 16,1% i 2. kvartal. Det er særligt dansk søtransport, der ikke overraskende er hårdt ramt. Det hænger sammen med at coronakrisen med ét lagde en stor dæmper på handlen på tværs af lande. Det er gået ekstremt hårdt ud vores de danske virksomheder, der beskæftiger sig med søtransport. Danmark er særligt udsat, når handlen på tværs af lande stopper så brat, fordi søfarten fylder en forholdsvis stor del af dansk økonomi.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kristian Skriver

Seniorøkonom
Medarbejderprofil