Gemt
Presse og Nyheder

Turisme og oplevelse: Hvad betyder coronavirus for dine kontrakter?

06. marts 2020

Coronavirussen medfører en del spørgsmål i turisme- og oplevelsesbranchen. I denne artikel kan du få svar på en række spørgsmål i relation til force majeure og tjenesteydelser.

 

Er coronavirussen force majeure?
Svaret afhænger af den aftale, som parterne har indgået. Der findes ikke nogen officiel definition af, hvad der nærmere udgør force majeure. Parterne i en kontrakt har derfor vide muligheder for selv at bestemme, hvad der i deres kontrakt skal forstås ved force majeure. Spørgsmålet vil derfor i sidste ende skulle afgøres ud fra, hvad parterne har aftalt.

Hvis parternes aftale indeholder en force majeure-klausul, der ikke medtager epidemier eller karantæner samt isolationer fra nationale myndigheder som en force majeure-begivenhed, vil det være tvivlsomt, om force majeure kan gøres gældende i relation til corona-virussen og dens konsekvenser for parternes aftale.
Dansk Erhverv anbefaler derfor, at du går din virksomheds kontrakter grundigt igennem for på den måde at sikre, at din virksomhed fremadrettet kan frigøres for sine forpligtelser i videst muligt omfang, hvis der skulle indtræffe en force majeure-begivenhed.

Hvad sker der, hvis jeg ikke kan leve op til forpligtelserne i min kontrakt pga. force majeure?
Som udgangspunkt skal din virksomhed og jeres gæster hver især leve op til de forpligtelser, der følger af jeres aftale. Hvis en af parterne ikke overholder sine forpligtelser, vil der være tale om misligholdelse, der giver modparten en eller flere beføjelser, der skal imødekomme konsekvenserne af misligholdelsen. 

Hvis den manglende overholdelse af virksomhedens forpligtelser skyldes en force majeure-begivenhed – som f.eks. udbruddet af en international epidemi – vil den manglende overholdelse ikke blive betragtet som misligholdelse, hvis der i kontrakten er fastsat en force majeure-klausul, der omfatter den begivenhed, der har ført til den manglende opfyldelse af aftalen. Det betyder som udgangspunkt, at din virksomhed er ansvarsfri for den manglende opfyldelse, og at gæsten ikke kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i den forbindelse.

Bemærk, at der på visse områder gælder særlige regler om adgangen til at anvende force majeure-klausuler. Det gælder for eksempel på pakkerejselovens område. 

Hvad gælder der, hvis der ikke er aftalt en force majeure-klausul?
Hvis parterne ikke har aftalt en force majeure-klausul, vil spørgsmålet om kontraktens manglende opfyldelse skulle afgøres efter de almindelige regler i den lovgivning, som kontrakten er underlagt. Hvis kontrakten er underlagt dansk ret, vil det som hovedregel betyde, at leverandøren af et ophold/arrangement kun vil være frigjort fra sine forpligtelser, hvis det er umuligt eller udelukket, at kontrakten kan opfyldes.

Af den grund anbefaler Dansk Erhverv, at virksomheder i turisme- og oplevelsesbranchen benytter sig af force majeure-klausuler i deres kontrakter til at frigøre sig fra sine forpligtelser, hvis der indtræffer force majeure. Det er i den forbindelse også vigtigt at sikre sig, at virksomhedens kontrakter er underlagt dansk ret.


Hvad gælder der, hvis min gæst ikke ønsker eller er forhindret i at komme til Danmark?
Svaret på dette spørgsmål afhænger ligeledes af, hvad parterne måtte have aftalt. Dernæst har det stor betydning, hvad baggrunden nærmere er for, at gæsten er forhindret eller ikke ønsker at rejse til Danmark.

Udgangspunktet må i sådanne situationer dog være, at gæsten ikke kan frigøre sig fra aftalen med henvisning til force majeure, medmindre en sådan frigørelse har klar støtte i aftalen eller i en branchesædvane/branchenorm. Hvis gæsten f.eks. ikke ønsker at komme til Danmark, vil gæsten dermed ikke i almindelighed kunne træde ud af aftalen med henvisning til force majeure. 

Det vil i høj grad afhænge af en konkret vurdering af parternes aftale og sagens nærmere omstændigheder, om gæsten kan frigøre sig fra aftalen i de tilfælde, hvor gæsten er forhindret i at komme frem til Danmark f.eks. som følge af coronavirussens udspredning i gæstens hjemland. Det er i den forbindelse også nødvendigt at være opmærksom på, hvilket lands regler der gælder for parternes aftale. I visse lande findes en egentlig force majeure-doktrin, som kan få afgørende betydning, uden at parterne har forholdt sig direkte hertil.

Som det fremgår, er det dog nødvendigt at foretage en konkret vurdering fra kontrakt til kontrakt. Kontakt Dansk Erhverv for nærmere rådgivning om, hvad der gælder i netop din virksomheds situation.

Bemærk, at der på visse områder gælder særlige afbestillingsregler, der giver gæsten videre adgang til at træde ud af aftalen. Det gælder f.eks., hvis der er tale en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement, der omfattes af pakkerejseloven.

Efter pakkerejselovens § 15, stk. 2, kan gæsten således afbestille en pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse, hvis der på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf indtræffer uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen eller befordringen af passagerer til destinationen. Bemærk, at der her ikke er tale om omstændigheder, der udspiller sig i gæstens hjemland, medmindre dette er i umiddelbar nærhed af rejsedestinationen.
Herudover har gæsten en mere almindelig adgang til at afbestille, jf. pakkerejselovens § 15, stk. 1, hvor rejsearrangøren dog kan kræve et rimeligt, standardiseret afbestillingsgebyr, hvis det følger af parternes aftale.

Hvordan tager jeg højde for force majeure i min virksomheds kontrakter?
Dansk Erhverv anbefaler generelt, at virksomheder i turisme- og oplevelsesbranchen identificerer de særlige risici, der er forbundet med netop de aktiviteter, som den enkelte virksomhed beskæftiger sig med.

Der er som nævnt vide muligheder for selv at bestemme, hvad der i virksomhedens kontrakter skal forstås ved force majeure. Derfor anbefaler Dansk Erhverv, at virksomhederne i branchen tager højde disse risici i virksomhedens kontrakter.

Som medlem af Dansk Erhverv kan du få nærmere vejledning hos om force majeure-klausuler hos Dansk Erhvervs erhvervsjurister.

Hvad betyder regeringens opfordring om aflysning eller udsættelse af arrangementer med over 1.000 deltagere for min virksomheds kontrakter med leverandører og kunder?

Regeringen opfordrer (6/3) arrangører af arrangementer med et forventet deltagerantal på 1.000 eller flere til at udskyde eller aflyse de pågældende arrangementer. Opfordringen gælder indtil videre arrangementer, der skal finde sted i marts 2020.

Det vil i høj grad afhænge af indholdet af den enkelte kontrakt, hvilke konsekvenser det vil få hvis din virksomhed følger regeringens opfordring. Om der i konkrete tilfælde er tale om force majeure, og hvilke konsekvenser det medfører, vil ligeledes i høj grad afhænge af den enkelte kontrakt og de konkrete omstændigheder. Det samme må gælde, hvis din virksomhed beslutter at aflyse eller udsætte arrangementer med mindre end 1.000 deltagere.

Bemærk i øvrigt, at der kan være regler i lovgivning, der har betydning for, hvad der gælder i dit tilfælde – det gælder særligt, hvis der er tale om salg til forbrugere. Særligt om salg af billetter til arrangementer, der aflyses med henvisning til smittefare, kan der henvises til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens artikel om emnet, som du finder her:

https://www.forbrug.dk/nyheder/forbrug/2020/hvis-smittefare-aflyser-dit-arrangement/

 

Kontakt os

Oplevelse & Velfærd

Christian Lund Hansen

Juridisk konsulent, advokatfuldmægtig

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsbrevet Turisme og oplevelse

Få nyt inden for turisme- og oplevelsesområdet

Der anvendes cookies til at forbedre din oplevelse af websitet. Du accepterer ved at navigere videre. Læs mere om website cookies.