Spring til indhold

Kulturministeren har fremsat forslag til ændring af ophavsretsloven – se ændringerne her

02. november 2026

Et lovforslag skal styrke beskyttelsen mod digitale efterligninger af personer, som genereres uden samtykke. Lovforslaget vil samtidigt medføre, at en part kan kræve udvalgte sager behandlet ved Ophavsretslicensnævnet, før sagen kan gå til domstolene.

Kulturminister Zenia Stampe har den 8. oktober 2026 fremsat et forslag til ændring af ophavsretsloven. Lovforslaget er under behandling i Folketinget, og kan få et ændret indhold i tilfælde af endelig vedtagelse.

Lovforslaget indeholder bl.a. følgende ændringer: 

Forbud mod offentliggørelse af ”deepfakes” uden samtykke
Lovforslaget indeholder en bestemmelse i § 73 a, som medfører, at virkelighedsnære digitalt genererede efterligninger af en fysisk persons personlige, fysiske kendetegn ikke må tilgængeliggøres for almenheden uden den efterlignede persons samtykke. Det betyder, at man som udgangspunkt ikke må offentliggøre digitale efterligninger af personer – fx fremstillet ved hjælp af generativ AI - uden deres samtykke. 

Bestemmelsen aktiveres, hvis efterligningen er egnet til at fremkalde en åbenlys forvekslingsrisiko med en faktisk gengivelse af den efterlignede person. Det vil eksempelvis ikke være omfattet af beskyttelsen at tilgængeliggøre en digital efterligning af fysiske kendetegn, hvor den efterlignede er fremstillet som et fantasivæsen, da en sådan efterligning som udgangspunkt ikke anses at kunne fremkalde en ”åbenlys forvekslingsrisiko”. Det vil heller ikke være omfattet af bestemmelsen at tilgængeliggøre en vellignende digitalt genereret portrættegning eller -maleri, ligesom efterligninger, der alene anvendes inden for privatsfæren, ikke vil være omfattet af bestemmelsen (eksempelvis brug til privatfester). 

Samtykket kan tilbagekaldes, men et samtykke, der bliver afgivet i forbindelse med indgåelse af en kontrakt, vil vurderes i relation til de almindelige aftaleretlige regler, og tilbagekaldelse vil ikke i sig selv medføre, at kontrakten bliver ugyldig eller ophører, jf. forarbejderne til lovforslaget. 

Beskyttelsen varer indtil 50 år er forløbet efter den efterlignede persons dødsår.

Bestemmelsen omfatter ikke efterligninger, der er udtryk for karikatur, satire, parodi, magtkritik, samfundskritik eller lignende, medmindre efterligningen udgør misinformation, som konkret kan medføre alvorlig fare for andres rettigheder eller væsentlige interesser. Virkelighedsnære digitalt genererede efterligninger kan også tilgængeliggøres uden samtykke i overensstemmelse med reglerne om dagsbegivenheder i ophavsretsloven. 

§ 73 a gør i øvrigt ikke indgreb i AI-forordningens regler om ”deepfakes” i art. 50, stk. 4. 

Særlig beskyttelse af kunstneriske fremførelser og præstationer
Lovforslaget indeholder en bestemmelse i § 65 a, hvor der foreslås en særskilt beskyttelse mod uberettiget tilgængeliggørelse af virkelighedsnære digitalt genererede efterligninger af udøvende kunstneres fremførelser og artisters kunstneriske præstationer. Bestemmelsen skal navnlig imødegå de udfordringer, der opstår, når digitale værktøjer gør det muligt at skabe nyt indhold, som fremstår som en autentisk fremførelse fra en bestemt kunstner. Udviklingen inden for kunstig intelligens har gjort det let at fremstille manipuleret lyd-, billed- og videoindhold af høj kvalitet, og her vurderes udøvende kunstnere og artister at være særligt udsatte, fordi deres fremførelser og præstationer kan efterlignes med en præcision, som både kan skade deres indtjeningsmuligheder og virke krænkende eller miskrediterende.

Beskyttelsen vedrører selve fremførelsen eller præstationen og foreslås i lovforslaget som udgangspunkt at vare i 50 år efter udgangen af det år, hvor den fandt sted. Hvis en optagelse udgives eller offentliggøres inden for perioden, regnes beskyttelsestiden fra den første udgivelse eller offentliggørelse. Perioden er herefter 50 år for andre optagelser end lydoptagelser og 70 år for lydoptagelser.

Ændret proces for prøvelse ved Ophavsretslicensnævnet
Lovforslaget indeholder en ændring af ophavsretslovens § 47, som skal sikre, at visse tvister om rimeligheden af vederlag og andre licensvilkår først behandles af Ophavsretslicensnævnet, hvis en af parterne ønsker det, før sagen kan anlægges ved en domstol.  

Ophavsretslicensnævnet er et sagkyndigt nævn, der inden for udvalgte områder, kan afgøre tvister om bl.a. vilkår for brug af ophavsretligt beskyttet materiale. Nævnet kan i den forbindelse vurdere, om aftalevilkår er rimelige, og fastsætte vederlagets størrelse. Nævnet består af en formand, der er højesteretsdommer, og to øvrige medlemmer.

Efter de nugældende regler, kan en sag ved nævnet køre sideløbende med en sag for domstolene. Efter den foreslåede § 47, stk. 3, kan parterne ikke anlægge sag ved domstolene vedr. den pågældende tvist, så længe den behandles af Ophavsretslicensnævnet. Er en sag allerede anlagt ved domstolene, skal retten hæve sagen og sende den til nævnet, hvis en af parterne anmoder om det, og tvisten er omfattet af nævnets kompetence. Det er således tilstrækkeligt, at én part ønsker nævnsbehandling. Ordningen omfatter de bestemmelser, som udtrykkeligt er opregnet i den foreslåede § 47, stk. 3. Forslaget ændrer ikke ved, at nævnets afgørelse efterfølgende kan prøves ved domstolene. Nævnets afgørelse og materialet fra nævnsbehandlingen vil kunne indgå i den efterfølgende retssag.

Du kan læse mere om Ophavsretslicensnævnet her.

Lovens ikrafttrædelsestidspunkt
Loven foreslås at træde i kraft d. 1. januar 2027. Aftaler vedr. §§ 65 a og 73 a, som er indgået før lovens ikrafttræden, påvirkes ikke. For sådanne aftaler finder de hidtidige regler anvendelse.

Lovforslaget og de øvrige ændringsforslag kan findes her.

Kontakt

Medier & Kreative Erhverv

Jonatan Rasmussen

Chefkonsulent, advokat

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram. Dansk Erhverv indsamler data om min interaktion med vores hjemmeside, nyhedsbreve og invitationer herunder oplysninger om åbning, læsning og klik ved hjælp af tracking pixels og tilsvarende teknologier. Ønsker du ikke dette, kan du gøre indsigelse. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik på danskerhverv.dk/persondatapolitik/