; ;
Gemt

”Vi prædiker ikke, men vi nudger gerne”

01. september 2022

Hørkrams salg af bæredygtige og økologiske varer er steget dynamisk og eksplosivt de seneste år, og virksomheden forventer, at efterspørgslen fortsat vil stige fremadrettet. Det fortæller centerdirektør, Claus Bredvig, og bæredygtighedschef, Vivi Kjersgaard. Hørkram harsamtidig stort fokus på grøn transport og energivenlig opbevaring af varerne.

 

Når du som kunde handler fødevarer i Hørkrams webshop, kan du ikke blot vælge mellem en masse varer. Du kan også vælge, hvor bæredygtigt indkøbet skal være. Skal varerne være økologiske? Skal de være produceret i Danmark? Må de være fløjet hertil? Hvor stor må CO2-belastningen være? Det og mange andre kriterier kan du filtrere efter. Og det er der en helt særlig grund til, fortæller Vivi Kjersgaard, der er bæredygtighedschef i Hørkram. ”Hørkram har som en af Danmarks største grossister et medansvar for en bæredygtig udvikling.

Vi prædiker ikke bæredygtighed over for kunderne, men vi guider og nudger dem gerne i retning mod at tage mere bæredygtige valg,” siger Vivi Kjersgaard. I de seneste år har Hørkrams kunders efterspørgsmål på bæredygtige varer udviklet sig dynamisk og eksplosivt, fordi der er kommet større fokus på det i markedet. Flere kommuner stiller klima- og miljøkrav til deres indkøbere, og mange private virksomheder – eksempelvis caféer og restauranter – brander sig på bæredygtighed. I dag er over en tredjedel af de kilo fødevarer, som Hørkram bringer ud, økologiske.

”Vi forventer, at salget af bæredygtige og økologiske varer kommer til at stige fremadrettet, og vi sørger selvfølgelig for at tilpasse vores sortiment derefter. Vi er bevidste om, at vi er en katalysator for kundens proces i forhold til at handle bæredygtigt,” fortæller Vivi Kjersgaard. For at bakke op om kundernes omstilling til et mere bæredygtigt og økologisk forbrug, har Hørkram fået udviklet et system, hvor kunderne kan trække en økologiopgørelse for deres varekøb i en selvvalgt periode. Det gør det muligt for kunderne løbende at følge med i økologiforbruget, samt at tjekke en måneds foreløbige økologiprocent, hvis det ønskes. ”Det er værktøj, som rigtig mange kunder bruger, fordi det giver dem et retvisende billede af deres forbrug, og et billede af, om det lever op til virksomhedens eller kommunens krav til økologiprocent,” siger Vivi Kjersgaard.


Claus Bredvig, Centerdirektør, Hørkram - Foto: Emil Jakobsen 

Bæredygtigt transport
Hørkram er bevidst om, at distribution af varer er én af de største miljøbelastninger forbundet med deres forretning. Derfor har virksomheden stort fokus på bæredygtig transport. Siden slutningen af 2018 har Hørkram investeret i nyindkøb af lastbiler med CO2-køleanlæg, der erstatter dieseldrevne kølesystemer. Den CO2, der bruges i køleanlæggene, er opsamlet under produktion af biogas produceret af affaldsprodukter. På den måde bliver lastbilernes køleanlæg næsten CO2-neutrale. Samtidig har Hørkram i en årrække investeret i hybridlastbiler med CO2-køleanlæg. Men tiden er ved at løbe ud for hybridlastbiler, vurderer Hørkrams centerdirektør, Claus Bredvig. ”Vi er stoppet med at investere i hybridlastbiler, fordi de ikke er tilstrækkeligt bæredygtige på længere sigt. De kører ikke ret lang på en opladning, så de giver os ikke grøn samvittighed,” siger han. Udfordringen er dog, at der endnu ikke er udviklet en ellastbil med køl og frys, der kan køre de krævede kilometer på en opladning, forklarer Claus Bredvig. For Hørkram er der behov for, at ellastbilen kan køre 350 kilometer om dagen.

”Vi er ved at få udviklet en kombination af ellastbil og CO2-køling, men vi forventer først at have en køreklar ellastbil om et års tid. Spørgsmålet er, om den bliver overhalet indenom af lastbiler, der kører på brint, det må tiden vise. Men der er ingen tvivl om, at vi befinder os i en brydningstid,” siger Claus Bredvig.

”Vi er stoppet med at investere i hybridlastbiler, fordi de ikke er tilstrækkeligt bæredygtige på længere sigt.”
- Claus Bredvig, centerdirektør, Hørkram

Fleksible leveringtidspunkter
Et andet vigtigt led i Hørkrams bæredygtig transport er, at chaufførerne skal køre miljøvenligt og optimere brændstofforbruget. Alle Hørkrams chauffører bliver derfor oplært i at træde mere hensigtsmæssigt på speederen.Derudover forsøger Hørkram så vidt muligt at samarbejde med kunderne om fleksible leveringstidspunkter. ”Det handler om at optimere ruterne, så vi ikke skal tilbage til den samme gade flere gange på en enkelt dag. Vi skal gerne kunne køre den kortest mulige rute mellem kunderne, så vi ikke kører en masse spildkilometer,” forklarer Claus Bredvig.

Hørkrams eget energiforbrug
Den del af bæredygtighedsstrategien, som Hørkram har allerbedst styr på, er virksomhedens interne energiforbrug, forklarer Claus Bredvig. I forbindelse med en stor udvidelse af logistikcentret i Sorø, blev der bygget en ny kølecentral, hvor overskudsvarmen anvendes til afrimning, opvarmning og varmt vand. Tilsvarende er der på logistikcentret i Aarhus installeret et stort solcelleanlæg. ”Vi er meget opmærksomme på, hvordan vi kan drifte forretningen bæredygtigt og minimere vores CO2-aftryk i logistikcentrene,” fortæller Claus Bredvig.

Bæredygtighed som konkurrencebarometer
Der er særlig ét tal, som Claus Bredvig ikke er stolt af. Nemlig at Hørkram hvert år smider mad ud til en samlet værdi af 25-30 millioner kroner. Men det skal der ændres på nu. Hørkram har besluttet, at medarbejderne fremadrettet skal kunne købe overskudsvarer, der har en kortere holdbarhedsdato end det, der sælges til kunderne, billigt. Samme mulighed har kunderne i Hørkrams webshop. ”Der er en stor stolthed og glæde blandt mange medarbejdere over, at vi driver virksomheden i en bæredygtig retning. Man bliver stolt af at fortælle historien. Jeg kan mærke, at jeg bliver stolt lige nu, hvor jeg sidder og fortæller om det,” siger Claus Bredvig. At drive Hørkram som en bæredygtig virksomhed handler om at fremtidssikre den, fortæller Claus Bredvig. ”Hvis man skal overleve som virksomhed, skal bæredygtighed være en kerneaktivitet. Det er et krav for at kunne være konkurrencedygtig i fremtiden.”

 

”Der er en stor stolthed og glæde blandt mange medarbejdere over, at vi driver virksomheden i en bæredygtig retning. Man bliver stolt af at fortælle historien. Jeg kan mærke, at jeg bliver stolt lige nu, hvor jeg sidder og fortæller om det.”
Claus Bredvig, centerdirektør, Hørkram

Kontakt

Kommunikation & Presse

Tine Østergård

Chef for medlemskommunikation