Gemt

50.000 flere på tilbagetrækningsordninger før folkepensionen siden 2018

Fra 2008 til 2018 er det lykkedes at nedbringe antallet af fuldtidsdanskere på tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen med over 125.000. Den kurve er knækket. Siden 2018 er der kommet 50.000 flere på tilbagetrækningsordninger, og antallet af ordninger er steget fra tre til fem.

Analyse

JUNI 2023

Vi står over for store demografiske modvinde de næste mange år i både Danmark og i Europa. Samtidig ventes efterspørgslen efter arbejdskraft fortsat at vokse. Det udfordrer dansk og europæisk vækst, velstand og velfærd. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt i den arbejdsdygtige alder kan deltage på arbejdsmarkedet og at begrænse antallet af danskere på tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.

Ud over folkepensionen findes nu i alt fem tilbagetrækningsordninger før folkepensionsaleren på arbejdsmarkedsområdet. Det drejer sig om: 1. førtidspension, 2. seniorpension, 3. efterløn, 4. tidlig pension (Arne-pensionen) og 5. fleksydelse.

Ordningerne kan opdeles i to typer. Den første type er visiterede ordninger, som er bundet op på en faglig vurdering af den enkeltes arbejdsevne. Førtidspension, seniorpension og fleksydelse er visiterede ordninger. Den anden type ordning er rettighedsbaserede ordninger, som ikke kræver visitation og individuel vurdering, men tildeles ud fra objektive, konstaterbare krav. Efterløn og tidlig pension (Arne-pensionen) er rettighedsbaserede ordninger.

Tilbagetrækningskurven knækkede i 2018
Frem til 2018 lykkedes det at nedbringe antallet af danskere og andelen af danskere i den arbejdsdygtige alder, der er trukket tilbage fra arbejdsmarkedet inden folkepensionsalderen. Men den kurve er knækket.

Siden 2018 er der kommet over 50.000 flere fuldtidsmodtagere på tilbagetrækningsordningerne. Og i samme periode er andelen af danskere i den arbejdsdygtige alder, der modtager en af de fem tilbagetrækningsydelser, steget fra at udgøre 6,7 pct. af de 16-66-årige til i 2022 at udgøre 7,9 pct. af de 16-66-årige.

Den største stigning siden 2018 finder vi i gruppen af førtidspensionister, der er vokset med godt 26.000 fuldtidsmodtagere. Den samme stigning på godt 26.000 har vi set i de nye ordninger, seniorpension og tidlig pension (Arne-pensionen), tilsammen. Omvendt er antallet på efterløn faldet med ca. 2.000, men knap 47.000 danskere modtager fortsat efterløn.

50.000 flere på tilbagetrækningsordninger før folkepensionen siden 2018

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Kasper Lindgaard

Chef for analyse og samfundsøkonomi