Gemt

Forbrugerklagenævnet har afgjort de første sager om fradrag for værdiforringelse

17. december 2015

En forbruger kan fortryde et køb, selvom varen har været brugt. Men har brugen medført en værdiforringelse, hæfter forbrugeren for værdiforringelsen.

De første afgørelser om værdiforringelse har været ventet med spænding, da der har været usikkerhed om, hvordan værdiforringelsen skal beregnes.

Spændingen blev alligevel ikke udløst. Begge erhvervsdrivende havde klumret i det ved ikke at opfylde forbrugeraftalelovens pligt til inden salget at give korrekt oplysning om fortrydelsesretten, ligesom den ene ikke havde formidlet standardfortrydelsesformularen til kunden.

Disse fejl betød, at de erhvervsdrivende ikke kunne foretage fradrag for værdiforringelse, selv om der tydeligvis var tale om en værdiforringelse af varerne.

”Sagerne viser, hvor vigtigt det er for de erhvervsdrivende, der sælger varer og ydelser på nettet, at opfylde forbrugeraftalelovens oplysningskrav korrekt”, udtaler jurist i FDIH Tina Morell, og fortsætter: ” Vi ser desværre stadig webshops, der ikke giver korrekte oplysninger om fortrydelsesretten, eller som ikke formidler standardfortrydelsesblanketten til deres kunder, og det er rigtig ærgerligt, for det behøver ikke være så svært.”

Sagerne

Den ene sag vedrørte et bundkort, som kunden skulle montere i en computer. Da det ikke virkede, fortrød kunden købet. Den erhvervsdrivende afviste at tage bundkortet tilbage, da det havde lidt fysisk overlast. Forbrugerklagenævnet kom til det resultat, at kunden kunne fortryde købet og få hele købesummen tilbage - uanset at bundkortet evt. var beskadiget - fordi web-shoppen ikke havde givet kunden oplysning om standardfortrydelsesformularen inden købet.

Den anden sag vedrørte køb af 6 stole. Da kunden havde smidt emballagen væk, og havde sat stolene sammen, ville webshoppen foretage et fradrag på 30 % i købesummen. Nævnets sagkyndige vurderede, at stolene var værdiforringet med 10 % som følge af, at emballagen var smidt væk, og 20 % som følge af at stolene var samlet.

Forbrugerklagenævnet kom til det resultat, at kunden kunne fortryde købet og få hele købesummen tilbage, fordi web-shoppen ikke havde oplyst kunden korrekt om fortrydelsesretten. Nævnet lagde vægt på, at webshoppen i sine handelsbetingelser skrev, at ”varen skal tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde”, selvom det ikke længere er en betingelse for at kunne fortryde et køb.

Forbrugeraftalelovens oplysningskrav

Efter forbrugeraftaleloven skal der (fx i handelsbetingelserne) gives en lang række oplysninger inden salg af en vare eller en ydelse. Oplysningskravene findes i forbrugeraftalelovens § 8. Nogle af kravene er vigtigere at opfylde end andre.

Det vigtigste krav er, at man:

  1. inden købet skal give oplysning om, hvorvidt der er fortrydelsesret, og hvis der er fortrydelsesret, skal man oplyse betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende. Endvidere skal man som minimum linke til fortrydelsesformularen (forbrugeraftalelovens bilag 3). Man kan også vælge af have formularen på sit wesite.
  2. Efter købet skal man give de samme oplysninger i en mail eller et andet varigt medium. Denne gang er det et krav, at fortrydelsesformularen også sendes til forbrugeren på et varigt medium – fx pr. mail. Et link er ikke tilstrækkeligt.

Konsekvensen af manglende overholdelse af oplysningskravene

Ad 1) Hvis oplysningspligten inden salg ikke overholdes, kan der ikke foretages fradrag for værdiforringelse af en vare, og der kan ikke kræves betaling for en tjenesteydelse, der er leveret inden fortrydelsesrettens udløb.

Hvis man ikke giver oplysning om, hvorvidt der er fortrydelsesret, kan man straffes med bøde.

Ad 2) Hvis man ikke efter aftalens indgåelse sender oplysningerne om fortrydelsesretten og standardfortrydelsesformularen til kunderne på et varigt medium (fx pr. mail), begynder fortrydelsesfristen ikke at løbe før pligten opfyldes. Fortrydelsesretten ophører dog efter 1 år og 14 dage. Dvs. at kunden kan fortryde købet indtil 14 dage efter pligten opfyldes, og der kan som udgangspunkt ikke foretages fradrag for værdiforringelse, selvom kunden har brugt varen i hele perioden.

Hjælp til opfyldelse af oplysningspligten

Du finder en vejledning til overholdelse af oplysningspligten vedr. fortrydelsesretten i forbrugeraftalelovens bilag 1. 

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk.