Dansk forbrug ligger højt - men vi bestemmer ikke selv direkte over det

Det individuelle forbrug udgøres af to poster. Der er dels det private forbrug – dvs. det du og jeg køber i butikker, på nettet, har af udgifter til oplevelser mv. Derudover tæller man dog også den individuelle del af det offentlige forbrug med i det regnestykke. Det individuelle offentlige forbrug er den del af det offentlige forbrug, som man kan sætte person på. Det kan fx være, at jeg tager en uddannelse, eller at jeg får en operation eller ryger på plejehjem (forsvar, domstole, politi mv. er kollektivt offentligt forbrug). Kigger vi på det individuelle forbrug (dvs. både privat og offentligt forbrug), så ligger det 13 pct. over EU gennemsnittet. Men her stikker fx Tyskland af. Det individuelle forbrug i Tyskland er 22 pct. over EU gennemsnittet. Til gengæld ligger vi marginalt højere end Sverige og Holland.

Som sagt omfatter det individuelle forbrug også dele af den offentlige service. Den offentlige service bestemmer jeg ikke selv direkte over. Derudover er det bestemt ikke altid, at der er frit valg, når jeg skal bruge de ydelser, som den offentlige sektor producerer og leverer. Kigger vi alene på den del af forbruget, som vi selv bestemmer direkte over, nemlig det private forbrug, så imponerer vi langt fra i Danmark. Vores private forbrug ligger kun på EU gennemsnittet til trods for at BNP er 24 pct. højere end EU gennemsnittet – og vi ligger under gennemsnittet for Euroområdet. Tyskland ligger her 20 pct. højere end EU gennemsnittet – og vi bliver overhalet af lande som Storbritannien, Finland, Belgien, Frankrig og Italien.

Samlet set er der ingen tvivl om, at vi er rige i Danmark – BNP er højere end gennemsnittet for EU. Vi har også et relativt højt individuelt forbrug – men vores private forbrug er faktisk lavere end det private forbrug i de lande, som vi normalt sammenligner os med. Vi har med andre ord valgt en samfundsmodel, som i højere grad end andre lande binder vores forbrug. Spørgsmålet er dermed om, vi rent faktisk får de ydelser, som vi ønsker hver især ønsker. Et andet og måske større problem er, at store dele af den offentlige produktionen ikke er konkurrenceudsat – dermed bliver vores udgifter højere end de burde, og vores velstand bliver dermed lavere. Med en samfundsmodel, hvor så meget produceres og leveres af den offentlige sektor, så bliver konkurrenceudsættelse endnu vigtigere – men der er meget langt i mål med hensyn til at sikre, at den offentlige produktion udsættes for tilstrækkelig konkurrence. I 2015 blev offentlig produktion for cirka 100 mia. kroner konkurrenceudsat. Det er lavt, når man erindrer, at det offentlige forbrug var på 519 mia. kroner i 2015.

Vi kan dog glæde os over, at vores private forbrug pr. indbygger korrigeret for købekraft trods alt er dobbelt så højt, som det er i Bulgarien.