Gemt

BNP faldt voldsomt i 3. kvartal - men nok kun et bump på vejen

Danmarks Statistik har offentliggjort det første reelle bud på væksten i 3. kvartal i år. For nogle uger siden blev den meget usikre BNP-indikator offentliggjort, men vi har med dagens tal et lidt mere sikkert bud på væksten i 3. kvartal.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af cheføkonom steen bocian

Det er dog værd at understrege, at selvom vi nu har lidt mere sikker grund under fødderne, så vil tallene blive revideret mange gange over de kommende tre år, før at vi med sikkerhed ved, hvad der skete i 3. kvartal 2017.

Dagens tal bekræfter – indtil videre – at 3. kvartal i år rent vækstmæssigt var et meget svagt kvartal. BNP-indikatoren viste et fald i BNP på 0,3% - dagens tal viser faktisk et endnu større fald i BNP fra 2. til 3. kvartal på 0,6%. Over det seneste år er BNP dermed kun steget med 1,3%. Faldet i BNP skyldtes dels et fald i eksporten på 1%, men forbruget faldt også med 0,6%.

Det er dog også værd at bemærke, at lagrene gav et negativt bidrag til væksten på 0,8%-point. Uden dette meget betydelige lagerbidrag, så ville BNP være steget. Lageropgørelsen er ekstremt usikker, og det er derfor bestemt ikke usandsynligt, at BNP-væksten i 3. kvartal om nogle måneder bliver revideret op. For sådan plejer det desværre at være Danmarks Statistik har de seneste år meget markant løbende reviderer deres væksttal op. Revisioner er uundgåelige – men at de fast har samme fortegn er et meget reelt problem i forhold til den økonomiske debat. At BNP udviklingen måske var mindre slem end BNP tallene indikerer for 3. kvartal understreges af, at beskæftigelsen fortsatte op.

Uanset hvad, så var 3. kvartal et svagt kvartal for dansk økonomi. Det bekræftes også af andre indikatorer. Det betyder dog efter vores vurdering ikke, at dansk økonomi er på vej i en krise. Indikatorerne for 4. kvartal indikerer fornyet vækst – så efter vores vurdering er der alene tale om et lille bump på vejen i et ellers indtil videre solidt økonomisk opsving. Dagens tal ændrer heller ikke ved, at dansk økonomis primære udfordring over de kommende år er at få plads til yderligere vækst. Det bør blandt andet sikres via yderligere reformer.