Gemt

Optimisme i dansk erhvervsliv - vækst i dansk økonomi

Danmarks Statistik har offentliggjort konjunkturbarometre for dansk erhvervsliv for november. I oktober steg konjunkturbarometrene generelt, og den tendens blev fasthold i november.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af cheføkonom Steen Bocian

I november var der således en smule yderligere fremgang at spore i servicesektoren, mens tillidsindikatoren for byggeriet faldt marginalt tilbage. Både industrien og detailhandlen fastholdt et uændret positivt niveau for erhvervstilliden. Det flotte niveau for erhvervstilliden indikerer fremgang i dansk økonomi her i fjerde kvartal – og giver også en formodning om at opsvinget kommer til at fortsætte ind i 2018.

Kigger vi på industrien, så ligger konjunkturbarometeret for anden måned i træk på +2. Det er et højt niveau sammenlignet med hvad vi har haft set de seneste år. Optimismen i industrien skal ses i lyset af, at de økonomiske nøgletal aktuelt er meget stærke i hele Europa. Der er i år udsigt til en europæisk vækst i størrelsesordenen 2,25-2,5% - den højeste vækst på denne side af finanskrisen – og det smitter naturligvis af på de danske industrivirksomheder, når der er fremgang på vores største afsætningsmarkeder.

Byggeriet har været kroniske sortseere efter krisen – men trods et fortsat svagt negativt niveau for den sammensatte konjunkturbarometer i byggeriet i november, så er der høj fart på byggeriet. Til gengæld er mangel på arbejdskraft en udtalt udfordring i byggeriet. Indekset for arbejdskraftmangel i byggeriet lå da også på 31 i november i år – det er en tangering af det højeste niveau på denne side af finanskrisen. Der er så god fart på byggeriet, at der er en meget reel risiko for at bygge-arbejdsmarkedet overopheder.

Kigger vi på servicesektoren så har servicesektoren med god ret været optimistisk meget længe. Det er i servicesektoren, at arbejdspladserne bliver skabt, og kigger vi på konjunkturbarometeret så steg det i november til +12 fra +10 i oktober.