Tillykke med valget - nu starter samarbejdet!

Af: Katrina Feilberg Schouenborg og Rasmus Larsen Lindblom, hhv. sundheds- og velfærdspolitisk chefer i Dansk Erhverv

Der er al mulig grund til at ønske landets lokalpolitikere tillykke - både de nyvalgte og de genvalgte. 

Størstedelen af vores fælles velfærd prioriteres og leveres lokalt. Alene på ældreområdet og socialområdet bruger kommunerne tilsammen over 85 mia. kroner årligt og sundhedsbudgetterne i regionerne er på den anden side af de 100 mia. Det er med andre ord noget af et ansvar, vi som vælgere sendte videre på valgdagen. Lokalpolitikernes virke fordrer respekt, særligt i en medievirkelighed med fokus på politikerlede og dramatiske konstitueringsforløb. 

Javel, mange velfærdsområder er lovbundne fra Christiansborg og med grænser for den lokalpolitiske og regionale udfoldelse. Men det betyder dog ikke, at mulighederne for at udvikle og tænke nyt ikke er tilstede. Heller ikke på grund af udsigten til stadig mere benhårde økonomiske prioriteringer som følgende af en aldrende befolkning, nærmere tværtimod. Det er nærmest en bunden opgave.

Hvad koster kommunens egen velfærdsproduktion?
Et sted at tage fat, er at udfordre eget system. Hvad koster vores velfærdsydelser egentlig, når alle reelle omkostninger er medregnet? Når lokalpolitikere, med stor borgeropmærksomhed, bliver bedt om at prioritere velfærd, har de så det reelle grundlag til at sammenligne priser i dag og sikre at borgerne får velfærd til prisen?

Hvis ikke, er det først og fremmest et problem for os borgere, at vi ikke kan være sikre på at få den bedste velfærd til prisen. Men det er også et demokratisk problem, hvis grundlaget for, at folkevalgte ikke kan prioritere velfærd ganske enkelt er for ringe.

Senest var det revisionsfirmaet BDO, der i forbindelse med en rapport på ældreområdet, påviste, at kommunerne har vidt forskellig praksis, når egne omkostninger skal beregnes og danne grundlag for betalingen til de private leverandører. Konsekvensen er blandt andet de konkurser, vi har set i hjemmeplejen.

Et andet eksempel er socialområdet, hvor et omdiskuteret udbud i Vestsjællandske kommuner blev annulleret. Mens private virksomheder havde beskrevet deres priser og budt ind, ønskede ingen kommuner at give deres besyv med. Taberne kan blive de udsatte borgere, der risikerer ikke at få det bedste til prisen. Tilsvarende hører det også til sjældenhederne, at en kommune konkurrenceudsætter et plejehjem, stiller krav til kvalitet og indhold og derpå ser, hvad opgaven kan løses for.

Den samme problematik er set i regionerne, hvor udbud er blevet annulleret, og regionen selv har løst opgaven. Manglende gennemsigtighed er jo i bund og grund et politisk problem, som kan løses politisk.

Partnerskaber giver ikke bare en plus en – men tre.
Et andet bud nytænkning kunne være flere partnerskaber – på tværs af siloer og sektorer. Ældreområdet er igen et eksempel, hvor flere friplejehjem i disse år slår dørene op. Ofte med en stærk lokal forankring.

De er efterspurgte, og der er brug for dem. I det hele taget vil vi i fremtiden se nye samarbejder mellem eksempelvis pensionskasser, kommuner og private virksomheder med faglige tyngde og erfaring. Det giver et sundt miks af mangfoldighed i rammerne for netop den ældrepleje, der i fremtiden skal håndtere ikke alene flere ældre, men også mere individuelle og komplekse sundhedsprofiler og måske stærkere forventninger.

Lad kommuner og regioner udfordrer de private, og indgå i samarbejde om nye innovative løsninger, der kan skabe grobund for nye måder at levere velfærd på. Både teknologien og viden om, hvad der virker går rivende stærkt i øjeblikket og lad os sammen løfte dansk velfærd op på et nyt niveau i fællesskab.