Gemt

Afdæmpet vækst i 2. kvartal - dansk økonomi skifter gear i 2. halvår af 2018

Danmarks Statistik har tirsdag offentliggjort det første bud på væksten i 2. kvartal i år – den såkaldte BNP-indikator. I 1. kvartal lå væksten relativt afdæmpet på 0,4 pct., og på forhånd var det ventet, at dansk økonomi var vokset med nogenlunde samme tempo i 2. kvartal.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af økonom Jonas Spendrup Meyer

Tirsdagens tal viser, at udviklingen i dansk økonomi i 2. kvartal blev i stort set samme gear som i 1. kvartal. Således voksede BNP med 0,3 pct. i 2. kvartal – det er 0,1 pct.point lavere end vækstraten kvartalet før. Det er ikke overraskende, at BNP udviklede sig med samme tempo i 2. kvartal som i 1. kvartal. De økonomiske nøgletal for dansk økonomi har ikke for alvor vist tegn på, at der skulle være hverken mere eller mindre vækst i sigte.

Én af årsagerne til at vi for tiden ser en afdæmpet vækst i dansk økonomi er formentlig, at eksporten har haft en svagere udvikling end tidligere. Dansk økonomi kører oftest hurtigere, når vi trækker på begge hovedmotorer – eksport og privatforbrug. I 1. kvartal erfarerede vi dog, at dansk BNP primært blev trukket frem af det private forbrug, og de økonomiske nøgletal har siden da givet indtryk af, at samme scenarie meget vel kunne gøre sig gældende i 2. kvartal.

Den beherskede vækst i både 1.- og 2. kvartal peger ikke i retning af, at dansk økonomi ligefrem buldrer afsted i 2018. Det minder mere om et økonomisk opsving med håndbremsen trukket en smule. Fortsætter tempoet fra årets første seks måneder i årets sidste seks måneder, kan vi se frem til en økonomisk vækst i omegnen af 1 pct. i 2018 – 1,4 pct. hvis der korrigeres for det enkeltstående patentsalg i starten af 2017. Det er vækst, men det er bestemt ikke høj vækst, og det er under, hvad flere prognosemagere havde forventet, at væksten ville blive i 2018.

Når det er sagt, er de økonomiske forudsætninger for vækst dog fortsat pæne– om end kapacitetsbegrænsninger kan blive en hæmmende faktor. Derfor kan det heldigvis heller ikke udelukkes, at vi kommer til at se højere vækstrater i andet halvår af 2018, men væksten skal efterhånden skifte mere end bare ét gear, for at nå op på samme niveauer, vi har set de seneste par år.