Gemt

En smule højere vækst i Eurozonen end forventet i 2. kvartal - Europæisk opsving holder farten

Eurostat har netop offentliggjort tal for væksten i Europa i 2. kvartal. Det er ikke Eurostats første bud, men med dagens tal har vi lidt mere sikker grund under fødderne. Tallene peger som forventet på europæisk vækst i 2. kvartal.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af økonom Jonas Spendrup Meyer

En smule højere vækst i Eurozonen end forventet i 2. kvartal - Europæisk opsving holder farten

Eurostat har tirsdag offentliggjort tal for væksten i Europa i 2. kvartal. Det er ikke Eurostats første bud, men med dagens tal har vi lidt mere sikker grund under fødderne. Tallene peger som forventet på europæisk vækst i 2. kvartal. Således lå den økonomiske vækst i både hele EU og Eurozonen alene på 0,4 pct. i 2. kvartal. Væksten i Eurozonen er således opjusteret med 0,1 pct.point ift. Eurostats første bud på væksten i 2. kvartal. Danmarks Statistiks offentliggjorde tidligere i dag deres første bud på væksten i dansk økonomi i 2. kvartal og det lød på 0,3 pct.

Hen over året (fra 2. kvartal 2017 til 2. kvartal 2018) er europæisk økonomi vokset med 2,2 pct. (både EU og Eurozonen). Det går med andre ord fortsat fremad i Europa økonomisk set, men dog i et lidt lavere tempo end sidste år. Det europæiske opsving trækkes blandt andet af en vækst på 0,5 pct. i 2. kvartal i Tyskland. At Tyskland fastholder en solid vækst er godt nyt for Europa og ikke mindst Danmark. Tyskland er vores største eksportmarked, så når efterspørgslen vokser syd for grænsen, bedres afsætningsmuligheder for eksporterende danske virksomheder.

Risikoen for en handelskrig mellem EU og USA synes helt aktuelt ikke at være den største trussel mod det økonomiske opsving i Europa. Derimod holdes der øje med den økonomiske usikkerhed i Tyrkiet, som udvikler sig nærmest dag for dag. Om udviklingen i Tyrkiet kan have en direkte negativ effekt på de europæiske vækstrater er dog svært at spå om.

Vi skal naturligvis være glade for det fortsatte europæiske opsving – og det ser glædeligvis ud til at fortsætte i andet halvår af 2018. Eurozonens PMI-tal indikerer i hvert fald en lille form for stabilisering efter et mindre fald i starten af året. Det europæiske opsving har allerede sikret rekordhøj beskæftigelse i Europa, hvilket dog også kan føre til at danske virksomheder får sværere ved at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.