Fortsat betydelige gældsudfordringer i Europa – i Danmark er vi dog dukse

Over de seneste år er renterne faldet som følge af den meget ekspansive pengepolitik i Europa – men den offentlige gæld er fortsat meget stor i mange europæiske lande – og den betydelige offentlige gæld kan hurtigt blive en reel økonomisk udfordring i Europa, når eller hvis renten begynder at stige igen. Der er kommet tal for den offentlige gældsudvikling i Europa frem til 3. kvartal sidste år fra Eurostat. Tallene viser, at rigtigt mange lande har en offentlig gæld, som er betydeligt over det ”tilladte”.

Grækenland er lidt speciel, da landet er underlagt særlige regler i forbindelse med deres hjælpeprogram, men både Italien og Portugal har trods økonomisk fremgang en offentlig gæld, som overstiger 130 pct. af BNP. Gæld af den størrelse kan håndteres, når renterne i Europa er tæt på nul, men rentestigningerne begynder at rykke tættere på i Europa, og så kan de betydelige gældsniveauer blive en reel udfordring igen.

Men det er ikke kun Italien og Portugal, som er udfordret. Det samme gælder i lande som Belgien, Spanien og Frankrig. Trods økonomisk opsving og højkonjunktur i Europa falder gælden kun ganske lidt – og i store lande som Frankrig og Italien er gælden faktisk vokset som andel af BNP. Der bliver således ikke lagt til side til næste krise.

I Europa er der et krav til, at gælden skal være mindre end 60 pct. af BNP. Desværre er der ikke mange lande, som overholder den regel. Blandt duksene i Europa finder vi dog Danmark, hvor den offentlige gæld i procent af BNP kun udgør 36,9 pct. Den lave offentlige gæld i Danmark er en medvirkende forklaring på det endog meget lave renteniveau, som vi har i Danmark. Renten er jo lavere i Danmark end i resten af Europa. Den lave offentlige gæld giver os frihedsgrader i den økonomiske politik – men lige nu er der dog ikke basis for at lempe finanspolitikken i Danmark yderligere.

Det er ikke gælden, som er den snærende begrænsning; det er derimod risikoen for, at arbejdsmarkedet overopheder, som bør få politikerne til at holde igen. Selvom vi altså ikke har uendeligt med frihedsgrader i den økonomiske politik, så skal vi glæde os over, at 36 år med en ansvarlig politisk linje i den økonomiske politik har gjort en meget synlig forskel.