Gemt

Omstruktureringen, der ikke blev gennemført

Det var sagligt at opsige en advokatsekretær, fordi opsigelsen på opsigelsestidspunktet var sagligt begrundet i virksomhedens ønske om at foretage en omstrukturering.

Nyhed

Sagen kort
Sagen handlede om en advokatsekretær, som bl.a. havde til opgave at modtage klienter i forbindelse med møder. Sekretæren ville dog gerne gå hver dag kl. 15.30, hvilket udfordrede advokaten, som ofte havde sene møder. Derfor besluttede advokaten, at erstatte sekretæren med to jurastuderende. Forventningen var, at de to jurastuderende var mere fleksible end sekretæren, der herefter blev opsagt.

I opsigelsesperioden undrede sekretæren sig over, at advokaten rent faktisk ikke havde ansat de to jurastuderende som erstatning. Derudover modtog sekretæren i slutningen af sin opsigelsesperiode - på en anonym jobportal - en henvendelse fra advokaten, der søgte efter en ny sekretær. Den omstrukturering, der lå til grund for opsigelsen, var således ikke blevet gennemført.

Sekretæren rejste på det grundlag en sag om usaglig opsigelse. Hun mente, at advokaten på intet tidspunkt efter opsigelsen havde foretaget reelle tiltag for at ansætte de to jurastuderende. Sekretæren var derfor af den opfattelse, at opsigelsen alene var sket for at gøre plads til en ny sekretær.

Advokatens synspunkt under sagen var, at kontoret havde et behov for sekretærassistance, der lå udenfor sekretærens arbejdstid. På opsigelsestidspunktet var det oprigtigt advokatens intention at ansætte to jurastuderende i stedet for sekretæren. Denne plan blev dog ændret, fordi advokatsekretæren bad om at fratræde tidligere end først planlagt, og derfor endte det med, at advokaten via den anonyme jobportal fandt en ny sekretær.

Byrettens og landsrettens afgørelse
Byretten frifandt advokaten, med den begrundelse, at advokaten på tidspunktet for opsigelsen havde spurgt en jurastuderende, om vedkommende kendte nogle medstuderende, der kunne være interesserede i at arbejde på kontoret, og advokaten på opsigelsestidspunktet derfor havde en intention om at erstatte sekretæren med to jurastuderende.

Det forhold, at advokaten endte med at ansætte en ny sekretær, kunne ikke føre til et andet resultat, da vurderingen af en opsigelses saglighed som altovervejende hovedregel foretages på opsigelsestidspunktet.

Østre Landsret var enig med byrettens begrundelse og stadfæstede dommen.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen bekræfter endnu en gang, at det er et almindeligt ansættelsesretligt princip, at rimeligheden af en opsigelse skal vurderes ud fra forholdene på opsigelsestidspunktet.

En arbejdsgiver er ikke nødvendigvis tvunget til at disponere i overensstemmelse med de beslutninger, der lå til grund for en opsigelse, hvis det senere viser sig, at arbejdsgiverens udfordringer kan løses på anden vis.

Dokumenterbare ændringer i de faktiske forhold i perioden mellem opsigelsen og fratrædelsen kan ikke gøre en oprindelig rimelig opsigelse urimelig og dermed udløse krav på godtgørelse.