Gemt

Undersøgelsesgebyrer – få tjek på reglerne

Det er lovligt at kræve et undersøgelsesgebyr, hvis dine kunders klager viser sig at være uberettigede, men der er en række betingelser, der skal være opfyldt.

Nyhed

Hos Dansk Erhverv får vi ofte spørgsmål fra vores medlemmer om brugen af undersøgelsesgebyrer, og om det er lovligt at kræve betaling af en kunde, hvis det viser sig, at kundens klage er uberettiget, og at varen slet ikke fejler noget. Det er lovligt, men der er en række betingelser, der skal være opfyldt.

Gebyret og dets størrelse skal være aftalt med kunden
Du kan kun opkræve et undersøgelsesgebyr, hvis det på forhånd er aftalt med kunden. Det betyder, at du skal oplyse kunden om undersøgelsesgebyret, når kunden indleverer sin vare i forbindelse med klagen. Vi anbefaler, at du også for kunden til at skrive under på en indleveringsblanket, hvor der klart og tydeligt er oplyst om undersøgelsesgebyret. Det er dig som erhvervsdrivende, der skal bevise, at I har indgået en aftale om undersøgelsesgebyret.

Det er ikke nok, at du skriver, at kunden kan blive opkrævet et undersøgelsesgebyr. Du skal også oplyse om gebyrets størrelse. Enten ved at skrive et konkret beløb eller ved at skrive, at kunden bliver opkrævet en timepris kombineret med et maksimalt beløb, som kunden kan blive opkrævet. Det er heller ikke nok, at du kun skriver om undersøgelsesgebyret i dine generelle handelsbetingelser.

Gebyret må ikke være urimeligt stort
Selvom du har oplyst kunden om gebyrets størrelse kan kunden fortsat slippe for at betale gebyret, hvis det er urimeligt stort. Det vil altid være en konkret vurdering, om gebyret er urimeligt stort, men i to konkrete sager fra Forbrugerklagenævnet er gebyrer på henholdsvis 349 kroner og 600 kroner blevet accepteret, da nævnet ikke mente, at de ikke var urimeligt store. Der var i de to sager tale om en tablet til 2.222 kroner og en computer til 3.999 kroner.

Manglen må ikke være omfattet af købeloven eller en garanti
Du kan ikke opkræve et undersøgelsesgebyr, hvis det viser sig, at der er en mangel, der enten er omfattet af købelovens regler om mangler eller af en garanti, som du har givet på produktet.

Det vil sige, at hvis kunden har krav på at få varen repareret eller ombyttet uden beregning, så kan du heller ikke opkræve betaling for undersøgelsen af varen. Det gælder også, hvis manglen ikke er omfatte af købelovens regler, men derimod af en garanti, som du har givet kunden i forbindelse med købet.

Hvad hvis kunden ikke accepterer gebyret?
Hvis kunden nægter at acceptere gebyret skal du overveje, om du så vil nægte at undersøge varen. Hvis det efterfølgende viser sig, at varen rent faktisk har en mangel, og kunden derfor kan bruge reglerne i købeloven, så risikerer du, at kunden kan kræve købet hævet og bede om at få hele købesummen tilbage, uden at du får mulighed for at reparere eller ombytte varen.

Du bør derfor kun nægte at undersøge varen, hvis du er meget sikker på, at varen enten ikke lider af en mangel, eller at det er kunden selv, der er skyld i manglen.

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil