Gemt

Færre konkurser i København - Flere i resten af landet

Dansk økonomi er i et økonomisk opsving, og antallet af konkurser er faldet markant sammenlignet med årene med krise, men nye tal fra analysevirksomheden Experian viser, at en del virksomheder går konkurs trods de økonomisk set mildere vinde.

Nyhed

I februar måtte 459 virksomheder dreje nøglen om. Det var 148 flere end i februar sidste år. Tallene svinger dog en del fra måned til måned. Kigger vi på antallet af konkurser i årets første to måneder, så ligger antallet faktisk lidt lavere i år end sidste år. Så det høje antal konkurser i februar skal ses i lyset af, at antallet af konkurser var lavt i januar i år.

Kigger vi på den regionale udvikling – så har der i årets to første måneder var et klart fald i antallet af konkurser i hovedstadsområdet. Til gengæld har der været flere konkurser i resten af landet. I hovedstadsområdet er antallet af konkurser faldet fra 434 i starten af 2017 til 291 i starten af i år. Det er et faldt på 33 pct. Den største stigning i antallet af konkurser finder vi til gengæld i Midt- og Vestjylland – her er antallet af konkurser steget fra 39 i starten af 2017 til 60 her i starten af 2018, det er en stigning på 54 pct. Efter Midt- og Vestjylland følger Nordjylland, hvor antallet af konkurser er steget med 44 pct. over det seneste år. Målt i antal, så taler vi i Nordjylland om en stigning fra 48 konkurser i starten af 2017 til 69 konkurser i starten af 2018.

Selvom antallet af konkurser er faldet i hovedstadsområdet, så er det fortsat et af de områder, hvor der er flest konkurser, set i forhold til antallet af aktive virksomheder. Hvis man skal pege på det område, hvor virksomhederne i færrest tilfælde går konkurs, så er det Fyn. Inden man begejstres for meget på Fyn over den store stabilitet, så er det værd at bemærke, at vækst og jobskabelse er langt højere i hovedstadsområdet end på Fyn, så man kan ikke sætte lighedstegn mellem få konkurser og økonomisk fremgang. I en dynamisk markedsøkonomi, som hele tiden omstiller sig, så skal konkurser være en del af hverdagen. De virksomheder, der ikke er levedygtige skal ikke fortsætte. Dermed frigives ressourcer til de virksomheder, der har behov for at ekspandere. En konkurs er derfor samfundsøkonomisk set ikke nødvendigvis bekymrende. Forskellene mellem hovedstadsområdet og Fyn understreger netop den pointe. På Fyn er der over de senest to år skabt 5.500 nye arbejdspladser, svarende til en vækst på 2,8 pct. I hovedstadsområdet er der skabt 36.900 nye arbejdspladser, hvilket er en fremgang på 4 pct. Så selvom der relativt set er flere virksomheder i hovedstadsområdet, der går konkurs, så er der altså også en større dynamik, som er med til at sikre en stærkere økonomi.

Konkursanalyse februar 2018

pdf

Download