Bocians klumme: Handelskrig eller krig på ord?

Præsident Trump er aldrig kedelig, og i sidste uge annoncerede han til de flestes overraskelse, at USA ville pålægge told og tariffer på import af stål og aluminium med henvisning til den nationale sikkerhed.

Det er umiddelbart svært at se, at der skulle ligge sikkerhedspolitiske overvejelser bag Trumps udmelding, og når man følger hans tweets, så er det da også nemt at se, at det snarere drejer sig om, at han mener, at der er ubalance i USA's samhandel med resten af verden. Han mener groft sagt, at det koster amerikanske arbejdspladser og velstand, at USA har underskud på deres samhandel med både EU, Kina, Mexico og en lang række lande. Den ubalance vil han så politisk rette op på via handelshindringer.

Som økonom er det nemt at skyde Donald Trumps tankegang ned – og det er ikke en ny erkendelse. I 1776 viste den skotske økonom Adam Smith, at handel er til fordel for alle, hvis de handlende lande hver især har noget, som de er bedre til at producere end konkurrenterne. Cirka 40 år senere viste den britiske økonom David Ricardo, at det faktisk ikke er en nødvendig forudsætning, at alle lande har noget, som de er bedre til at producere end alle andre. Man skal bare have noget, som man er relativt bedre til. Hvis vi forestiller os to lande, som producerer de samme to varer, og hvor det ene land er bedre til at producere begge de to varer end det andet. Så ville man måske forestille sig, at handel ville koste job og velstand i det land, som var knapt så skarpt, men det viste David Ricardo ikke er tilfældet. Begge lande vil faktisk have fordel af handel, hvis de hver især fokuserer på at producere det, som de relativt set er bedst til. Det kaldes teorien om komparative fordele, og teorien havde altså 200 års jubilæum sidste år.

Lidt mere jordnært, så betyder handel ikke blot, at vi kan eksportere vores varer og tjenester og derved tjene penge i udlandet. Det er mindst lige så vigtigt, at vi kan importere varer meget billigere, end vi selv ville kunne producere dem. En tur ned i det lokale supermarked ville være en anderledes trist oplevelse, hvis vi kun kunne købe danske varer. Der ville være markant færre ting på hylderne, og alt ville være betydeligt dyrere, end det er tilfældet i dag.

Det er derfor trist, at Donald Trump lægger op til handelshindringer – og det bliver ikke bedre af, at EU straks har indikeret, at der kommer et modsvar i form af told på amerikanske varer, som sælges i Europa. Sådan en handelskrig har kun tabere. Vi almindelige danskere skal indstille os på, at det bliver dyrere at købe ind, og nogle af de danske virksomheder, der afsætter på det amerikanske marked, skal indstille sig på, at der måske ikke fremover er samme mulighed for at afsætte deres produkter.

Inden jeg maler fanden helt på væggen, så er det dog også værd lige at forhold sig til, hvor stor en del af handlen, der vil blive påvirket. Importen af stål og aluminium udgør cirka 2 pct. af den samlede amerikanske import, så vi taler om en forholdsvis begrænset del af den globale handel – men risikoen er, at handelskrigen eskalerer, så flere og flere varer bliver omfattet.

Indtil videre så har amerikanerne endnu ikke kommet med en helt konkret udmelding med hensyn til introduktionen af handelshindringer, og nogle dage indikerer Trump endda, at handelskrigen kan undgås, hvis eksempelvis Canada og Mexico går med til at ændre i deres handelsaftale med USA. Men det mest sandsynlige er desværre, at Trump kaster verdensøkonomien ud i en kamp, som alle kommer til at tabe på samme tid. Det er lige nu og her den største trussel mod det globale opsving, hvis det får lov til at eskalere.