OK-forhandlinger i det offentlige er vigtige for virksomhederne

1. april udløber overenskomsterne i den offentlige sektor. Det hører sig til i de offentlige overenskomstforhandlinger, at der er en del teatertorden, men ser vi bag forhænget i forhandlingerne, så er der ingen tvivl om, at de offentlige arbejdsgivere i staten, regionerne og kommunerne har vanskeligt ved at nå et forhandlingsresultat.

De faglige organisationer har udsendt strejkevarsel, og i denne uge har arbejdsgiverne udsendt omfattende varsler om lockout, som kan betyde, at en storkonflikt er rykket tættere på.

Parterne forhandler lige nu hos forligsmanden, men at dømme på udmeldingerne fra parterne kan vi slet ikke udelukke, at det ender med et sammenbrud og dermed storkonflikt. Hvis der ikke kommer resultater af forhandlingerne med forligsmanden mellemkomst, og forligsmanden ikke ser et grundlag til at forlænge forhandlingerne i op til to uger (i særlige tilfælde op til yderligere to uger), vil strejkerne begynde 4. april, med en efterfølgende lockout den 10. april.

Et samlet forhandlingsforløb kan have mange udfald, men skulle det ende i den mest omfattende storkonflikt, vi har set på det offentlige område, vil det lamme togtrafikken, institutioner, tilsynsmyndigheder, uddannelsessteder, sundhedsvæsen, ja, hele den offentlige sektors serviceydelser, som er helt afgørende for private virksomheder.

For virksomhederne står meget på spil. Jo mere effektivt den offentlige sektor indrettes, jo mere arbejdskraft kan frigøres til det private arbejdsmarked.

Det er samtidig helt uacceptabelt, hvis den offentlige sektor har en højere lønudvikling end den private sektor på arbejdsmarkedet, da det meget hurtigt vil ramme vores internationale konkurrenceevne. Hvor meget, der er råd til at løfte lønningerne, skal dikteres af den markedsbestemte lønudvikling på det private arbejdsmarked.

Af samme grund findes reguleringsordningen, som efter aftale mellem de offentlige parter skal sikre, at lønningerne i det offentlige følger lønudviklingen i det private. Men selv om de faglige organisationer på det statslige område ved den seneste overenskomstforhandling i 2015 klokkeklart erkendte, at de offentlige lønninger var kommet ud af trit med det private arbejdsmarked, så løber de i dag fra den aftale, som man indgik i 2015 om at sikre en lønudvikling i det offentlige, som ikke overstiger det private arbejdsmarked. Det truer reguleringsordningens effekt, og derfor har arbejdsgiverorganisationerne tidligt i forhandlingerne med analyser gjort opmærksom på den regning, som de faglige organisationer forsøger at undgå i forhandlingerne. Det er desværre et faktum, som synes druknet i kampråbene i medierne.

De offentlige overenskomster har været konfliktfyldt farvand de seneste ti år, med 100.000 strejkende sygeplejersker, pædagoger og andre offentligt ansatte i 2008 og lockouten af lærerne i 2013, hvor striden handlede om lærernes arbejdstidsregler.

De mange konflikter afspejler til dels, at de offentlige arbejdsgivere i større omfang end tidligere påtager sig deres rolle som arbejdsgivere, hvilket er noget, vi på det private arbejdsmarked længe havde ønsket skete. I respekt for, at resultaterne skal nås i forhandlingslokalet, afholder vi os – modsat de faglige organisationer på det offentlige område - fra at kommentere på de helt konkrete forhandlinger.

En storkonflikt af den skala, som der er risiko for denne gang, vil være betydeligt mere omfattende end konflikterne, vi tidligere har set. Derfor kan man også forvente en konflikt af kortere varighed, da samfundsomkostningerne ellers risikerer at være betydelige.

For Dansk Erhvervs medlemmer kan konflikten få meget konkret betydning, hvis man f.eks. er leverandør til det offentlige, har medarbejdere på efteruddannelse i AMU-systemet eller har medarbejdere, hvis børn ikke kan komme i daginstitution eller skole.

På Dansk Erhvervs hjemmeside kan du læse mere om, hvordan man kan og skal forholde sig som virksomhed under en eventuel konflikt.