Gemt

Danske virksomheder er ordentlige virksomheder

På det seneste har der været visse sager om danske virksomheder, som ikke ligefrem har holdt sig helt inden for skiven af det, man kan kalde for anstændig opførsel.

Nyhed

Klumme af Brian Mikkelsen, bragt i Avisen Danmark den 18. november 2018

Medieinteressen og debatten om emnet har været massiv. Ordet ”grådighed” er gået igen. En læser af denne avis har endda begået et yderst kort indlæg, som lød således: ”Penge har ingen moral! Og grådighed kender ingen grænser”.

Men hvis vi nu lige tænker os om engang, hvordan ser det så egentligt ud med de danske virksomheders moral? Jeg siger, at det danske virksomheder er ordentlige virksomheder!

Når de nævnte historier fylder så meget i medierne og i debatten, som de har gjort, så er det jo netop fordi, der er tale om spektakulære undtagelser. Og tænk nu lige engang på din egen arbejdsplads. Jo, der er måske ting, som du tænker kunne gøres anderledes, men helt grundlæggende, synes du så, at der er tale om ordentligt sted?
Det tror jeg, at nærmest alle erhvervsaktive læsere vil kunne svare ”ja” til. At deres arbejdsplads er et sted, hvor løn, arbejdsforhold og alt det andet grundlæggende er i orden. At man leverer en god ydelse eller et produkt, som man kan være stolt af både som medarbejder og som virksomhedsejer.

For selvfølgelig skal danske virksomheder tjene penge. Det er klart. Ellers ville de jo ikke eksistere ret længe. Men i debatten glemmer man ofte, at så godt som alle danske virksomheder og deres ejere på ingen måder blot tænker på at skrabe en stor bunke penge sammen på meget kort tid. De har det lange lys på. De ønsker selvfølgelig, at de har en god og sund forretning i dag og om tyve år.

At danske virksomheder er ordentlige hænger selvfølgelig også sammen med, at vi i det hele taget er ret så ordentlige i Danmark. Vi er ifølge Transparency International et af de absolut mindst korrupte lande i verden. Vi har så stor tillid til hinanden, at det flere gange har lydt, at vi ligefrem er verdensmestre i tillid. Den tillid kommer selvfølgelig af, at vi ikke går rundt og snyder hinanden i ét væk, lige som både virksomheder og myndigheder netop ikke er gennemrådne og korrupte.

Apropos myndigheder så tænk lige på sagen om en medarbejder i Socialstyrelsen, der er anklaget for uretmæssigt at have overført millioner af kroner af statens penge til sig selv. Det er unægtelig en sag, som har fyldt voldsomt i medierne og formentligt også rundt omkring middagsbordene i de danske hjem. Nu er det op til vores retssystem at vurdere, om den pågældende er skyldig eller ej, men uanset hvad dommen bliver, så tror jeg ikke, at sagen for alvor kommer til at undergrave vores tillid til myndighederne. Vi ved nemlig godt, at sager om bestikkelse, bedrageri og lignende er yderst sjældne fænomener i Danmark.

Når alt det er sagt, så skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at vi bliver ved med at være tillidsfulde. Bryder man loven, så skal man straffes. Og danske virksomheder, danske myndigheder og den enkelte dansker skal blive ved med over en bred kam at opføre sig ordentligt. Være med til at sikre, at her i landet er der ordnede forhold og styr på tingene. Det gavner os alle.

Og så skal vi også lade være med at lade os rive alt for meget med over enkeltsager, hvor spektakulære de end må være.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef