Gemt

"Kongen" kom stærkt fra land i 4. kvartal

Sidste uge fik vi væksttal for amerikansk økonomi som viste en lille opbremsning i 3. kvartal. Fredag har vi så fået den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for oktober – det såkaldte kongetal.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 2. november 2018

Arbejdsmarkedsrapporten viste en fremgang i beskæftigelsen uden for landbruget på 250.000 personer. Det er noget mere end konsensusforventning på 190.000 personer.

Fredagens kongetal ligger over gennemsnittet de seneste tre måneder som ligger på 218.000. Det vidner om, at amerikansk økonomi er gået ind i årets sidste kvartal med pæn fart på jobskabelsen. Den solide jobskabelse i USA har også betydet, at ledigheden nu er helt nede på 3,7 pct. af arbejdsstyrken – det er uændret i forhold til sidste måneds rapport, og den laveste siden 1969. Der er med andre ord ikke tvivl om, at det amerikanske arbejdsmarked er stramt. Det stadigt strammere arbejdsmarked har også trukket lønvæksten op over de seneste år. I oktober var lønvæksten på 3,1 pct.

Både BNP-tal for USA og fredagens kongetal er med til at sætte streg under, at den amerikanske økonomi er stærk. Opsvinget er senest blevet stimuleret af en ekspansiv finanspolitik, hvilket også har været med til at holde hånden under jobskabelsen. Med fortsat pæn fremgang i beskæftigelsen og et fortsat lavt niveau for ledigheden, vil øjnene fortsat være stift rettet mod kommende rapporters tal for lønvæksten. Lønvæksten kan påvirke inflationspresset, som vil have betydning for renteudviklingen.

Fremgangen i amerikansk økonomi er grundlæggende godt for verdensøkonomien – og også mere specifikt for dansk økonomi. USA er vores tredjestørste eksportmarked. Sidste år eksporterede vi varer og tjenester for i omegnen af 125 mia. kr. til USA. Så når det går godt for USA, så smitter det i høj grad af på danske virksomheder.