; ;
Gemt

Ny aftale sætter den rigtige kurs for erhvervsuddannelserne

Regeringen har indgået en bred aftale om styrkelse af erhvervsuddannelser. Dansk Erhverv mener, at aftalen sætter den rigtige kurs.

Nyhed

Pressemeddelelse 22 november 2018

”Mange af de gode initiativer i regeringens udspil fra september er videreført, andre er røget ud og nye er kommet til under forhandlingerne. Den endelige aftale bærer præg af, at det er mange ender, der skal mødes. Men alt i alt er vi godt tilfredse med resultatet,” siger Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef i Dansk Erhverv.

Fokus på øget rekruttering og nye målgrupper

Aftalen sender et klart signal om, at grundskolen og erhvervsuddannelserne skal bringes tættere på hinanden, så flere elever i grundskolen stifter bekendtskab med de mange fag og muligheder, der findes i erhvervsuddannelserne. Samtidig fremhæver Dansk Erhverv de konkrete initiativer til at styrke erhvervsskolernes muligheder for at rekruttere flere elever – både blandt de unge og de voksne.

”Vi har længe efterspurgt et tættere samarbejde mellem folkeskoler og erhvervsskoler, og den del af aftalen sætter en ny og vigtig retning for samspillet. Manglen på elever er erhvervsuddannelsernes helt store udfordring, og derfor er vi også glade for de konkrete initiativer, der udvider adgangen for flere parate og motiverede elever,” siger Claus Rosenkrands Olsen.

Tiltrængt løsning for de merkantile uddannelser

I aftalen har man desuden adresseret to væsentlige udfordringer for virksomhedernes rekruttering af elever inden for især handel og kontor. Dels bliver muligheden for at ansætte studenter i en to-årig uddannelsesaftale forlænget indtil 2023, og dels fjernes 5-ugers grundforløbet for elever med en handelsgymnasial uddannelse og halveres for de øvrige studenter.

”Kæmpe high-five til aftalepartierne for at tage denne del med i aftalen. Vi er ikke i mål med den nye eux, der blev etableret på de merkantile uddannelser med reformen i 2015, og derfor er det helt afgørende at forlænge muligheden for at ansætte studenter. Grundforløbet for især hhx’erne har fra starten været oplevet som en unødvendig barriere for både virksomheder og elever, så det er helt oplagt at tage det med i en samlet løsning for de merkantile uddannelser,” siger Claus Rosenkrands Olsen.

Ro om skolernes økonomi

Som en del af aftalen er partierne blevet enige om at annullere omprioriteringsbidraget fra 2019 og frem, og dermed skabt den nødvendige ro om erhvervsuddannelsernes økonomi i de kommende år.

"Erhvervsuddannelserne har længe været udfordret af omprioriteringsbidraget i en tid, hvor de skulle implementere en stor reform fra 2015 og samtidig har manglet elever til at understøtte den samlede økonomi. Derfor har vi fra Dansk Erhvervs side længe ønsket det annulleret, og det er helt afgjort et af de enkeltstående tiltag i aftalen, som får størst betydning,” siger Claus Rosenkrands Olsen.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Claus Rosenkrands Olsen

Uddannelseschef
Medarbejderprofil