Gemt

Der er bedre sammenhæng på vej i offentlig velfærd

Udspil på udspil rulles ud dette efterår som en del af regeringens sammenhængsreform. Målet er en mere moderne offentlig sektor med færre siloer, mere tid til kerneopgaven og mere innovation. Her halvvejs i reformudspillene ser det lovende ud, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Dansk Erhverv | POLITIK - 26. oktober 2018 - Af Kristian Kongensgaard

Det er borgerne, der mærker konsekvenserne af for mange siloer i den offentlige service sammen med en både mangelfuld styring og dårlig udnyttelse af teknologiske muligheder.

Hovedambitionen i den serie af udspil, regeringen lige nu præsenterer som sin sammenhængsreform, er at få mere tid til kerneopgaven og få en mere sammenhængende velfærd på tværs af sektorer. Vi er halvvejs og har set udspil om afbureaukratisering, mere helhed i opgaveløsningen og senest digitalisering.

”For Dansk Erhverv har det været vigtigt, at Sammenhængsreformen ikke alene bliver en intern offentlig øvelse. Den offentlige sektor skal så at sige iltes udefra og med borgerne i centrum og gennem inspiration fra private virksomheder styrke og udvide det offentligt-private samarbejde,” siger velfærdspolitisk chef Rasmus Larsen Lindblom, Dansk Erhverv.

Institutioner sættes fri
Sammenhængsreformen falder i 6 dele:
• Færre regler og mindre bureaukrati i den offentlige sektor.
• Digital service i verdensklasse.
• Bedre hjælp til borgere og familier med komplekse problemer.
• Bedre ledelse og rette kompetencer.
• Bedre sammenhæng i vejen til uddannelse og job.
• Et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

I forbindelse med det første reformudspil om afbureaukratisering har Dansk Erhverv med stor tilfredshed bemærket, at regeringen iværksætter forsøg med friinstitutioner. Det er i øvrigt et forslag, som Dansk Erhverv lancerede i sit oplæg ”Fornyelse af den offentlige sektor”.

”Offentlige velfærdsinstitutioner, såsom børnehaver, skoler og plejecentre, rummer et enormt potentiale for udvikling og innovation, hvis blot de havde lidt friere rammer - ligesom de private og selvejende institutioner har det. Dette potentiale skal vi naturligvis søge at indfri. Men det fordrer et offentligt frihedsbrev, hvor institutionerne gives mulighederne for at lede sig selv i højere grad end i dag. En forudsætning for dette er naturligvis, at vi fremmer en udvikling, hvor ikke nødvendigvis den enkelte medarbejder måles. Men hvor kvaliteten dokumenteres og kan sammenlignes på tværs af institutioner,” står der blandt oplæggets politiske anbefalinger.

”Et frihedsbrev til institutionerne vil nemlig betyde, at lokale forskelle og værdier kan træde frem til gavn for borgerne,” siger Rasmus Larsen Lindblom.

Sammenhængsreformen rummer også et digitalt gearskifte
Det seneste udspil i Sammenhængsreformen kom tidligere på ugen, hvor der lægges op til et gearskifte i den offentlige digitalisering. Med reformen ønsker regeringen at gøre digitaliseringen, som vi kender den i dag, mere sammenhængende, gennemsigtig og smidig.

Samtidig vil regeringen kaste sig over nye teknologier som kunstig intelligens, blockchain og sprogteknologi. Det rummer helt nye muligheder for både den offentlige sektor og erhvervslivet.

Så er der også et markant velfærdsteknologisk løft på vej - særligt inden for ældreplejen, hvor Dansk Erhverv også har mange medlemmer. Det er samlet set meget positivt og tiltrængt - så længe regeringen husker at få de private spillere med i loopet, mener Dansk Erhverv.

”Vi glæder os også til en offentlig sektor, der i højere grad skal arbejde mere smidigt på tværs. Den enkelte borger eller virksomhed har en berettiget forventning om en sammenhængende offentlig sektor. Men virkeligheden er, at de enkelte myndigheder udgør et ujævnt kludetæppe af forskellige indgange og forretningsgange. Det kan vi gøre bedre, og det er digitaliseringsreformen et vigtigt skridt i retning af,” siger chefkonsulent Poul Noer, Dansk Erhverv.

Bedre information om valgfrihed mellem offentlige og private leverandører
Regeringen har fået input til Sammenhængsreformen via såkaldte udfordringspaneler med 13 offentlige og private topchefer, herunder Dansk Erhvervs medlem, administrerende direktør Pernille Erenbjerg, TDC A/S.

Blandt andet på den baggrund har regeringen opstillet 4 nationale mål:
• Borgerne skal mødes af en sammenhængende offentlig sektor.
• Mere frihed og tid til velfærd.
• Danmark skal have en offentlig sektor, der sikrer velfærd af højeste kvalitet.
• Attraktive offentlige arbejdspladser med tillid til fagligheden og borgeren i centrum.

Skal regeringen nå de mål, har Dansk Erhverv peget på en mere åben offentlig sektor med bedre information til borgerne. Særligt om valgfrihed mellem offentlige og private leverandører. Borgerne skal opleve større sammenhæng i den offentlige service og ikke møde siloer. Borgerne skal have mulighed for at vælge det bedste til prisen.

”Den offentlige service udvikler sig bedst i samspil med private virksomheders konkurrencekraft gennem blandt andet offentlige udbud og partnerskaber med det offentlige,” siger Rasmus Larsen Lindblom.

Dansk Erhverv har løbende spillet ind til Sammenhængsreformen med førnævnte oplæg ”Fornyelse af den offentlige sektor”, rundbordssamtale mellem innovationsminister Sophie Løhde og flere medlemmer af Dansk Erhverv, samt et skriftligt bidrag med bud på nationale mål for udvikling af den offentlige sektor.

Kontakt

Teknologi, Digitalisering & Tele

Poul Noer

Fagchef for digital infrastruktur
Medarbejderprofil