Gemt

Ny analyse: Problem med høje transaktionsomkostninger ved køb af rådgivningsydelser

Center for offentlig-privat samspil (COPS) offentliggjorde den 23. oktober en ny forskningsanalyse, som bl.a. bekræfter, at det er en dyr fornøjelse for rådgivningsvirksomhederne at byde på offentlige opgaver.

Nyhed

Når en rådgivningsvirksomhed byder på en offentlig opgave til 1,5 mio. kr., koster det virksomheden i gennemsnit cirka 6 % af den samlede kontraktsum allerede inden kontraktindgåelsen.

Det betyder altså, at allerede inden den vindende rådgivningsvirksomhed er fundet, har rådgivningsvirksomhederne i gennemsnit udgifter på 100.000 kr. Der er typisk 5 tilbudsgivere, og derfor løber transaktionsomkostninger forbundet med processen før kontraktindgåelsen alene for tilbudsgiverne op på en tredjedel af den samlede kontraktsum.

”Resultaterne bekræfter desværre den problemstilling, vi har set i flere analyser, og som vi hører fra vores medlemmer. Rådgivningsvirksomhederne fortæller os om eksempler på udbud, hvor der er helt urimelige transaktionsomkostninger. Det tager vi meget alvorligt, og det skal vi sammen finde løsninger på. Det er samtidig min klare vurdering, at hvis forskningsprojektet havde set på mindre rådgivningsopgaver under EU's tærskelværdier, havde vi set endnu højere transaktionsomkostninger,” siger politisk konsulent i Dansk Erhverv Daniel Møller Jensen.

Mere markedsdialog er vejen frem
Når man taler om transaktionsomkostninger, er det vigtigt at skelne mellem de nødvendige og unødvendige. Daniel Møller Jensen peger på, at en af de nødvendige transaktionsomkostninger er brugen af markedsdialog både før, under og efter et udbud af rådgivningsydelser:

”Unødvendige transaktionsomkostninger er ikke blot et problem for virksomhederne, men for hele samfundet. Meget kan imødekommes ved at indlede en tidlig markedsdialog, hvor man afdækker behov og forventningsafstemmer. På den måde får offentlige indkøbere et kendskab til det marked, de skal i gang med at købe ind i – og det er kun en fordel,” siger han.

Vejledning om indkøb af rådgivningsydelser
For at styrke samarbejdet mellem den offentlige sektor og rådgiverbranchen har Dansk Erhverv i samarbejde med en række rådgivningsvirksomheder udarbejdet en vejledning, der skal være med til at nedbringe transaktionsomkostningerne og dermed sikre bedre udbud af rådgivningsydelser. Vejledningen indeholder i alt 10 anbefalinger. [LINK].

Vi modtager gerne jeres eksempler
I arbejdet med at skabe mere effektive og mindre ressourcekrævende udbud af rådgivningsydelser, har vi brug for virksomhedernes hjælp. Derfor er alle velkomne til at kontakte os og sende eksempler på urimelige udbud. Kontakt venligst politisk konsulent Daniel Møller Jensen, dmj@danskerhverv.dk