Gemt

Cirkulær økonomi lykkes når det er en god forretning

Dansk Erhverv er lunken over for regeringens nye handlingsplan for cirkulær økonomi. Planen får dog ros for blandt andet at styrke de offentlige, grønne indkøb. Til gengæld efterlyses initiativer, der kan sætte struktur på hele processen fra producent til forbruger med at forandre genanvendelse.

Nyhed

Dansk Erhverv | POLITIK - 7. september 2018

Skraldespandens dage som sidste hvilested for vores udtjente produkter er slut. I fremtiden skal affaldsressourcerne op af skraldespanden og genopstå igen og igen i nye produkter. Cirkulær økonomi handler simpelthen om at bryde kæden, som starter med udvinding af ressourcer og ender som affald.

Regeringen præsenterede forleden sin nye handlingsplan for cirkulær økonomi, og den fik en blandet modtagelse af Dansk Erhverv:

”Der er mange fornuftige tiltag men for få ambitioner. Det er for eksempel et vigtigt og nyt bidrag i handlingsplanen at styrke de offentlige, grønne indkøb. Det indebærer blandt andet, at der skal være mere fokus på totaløkonomi, også kaldet TCO, og altså ikke blot den umiddelbare pris. Virksomhederne skal have incitamenter, som får dem til at udvikle produkter, der tager større hensyn til de samlede miljøomkostninger. Det vil ikke kun gavne miljøet men også virksomhedernes konkurrenceevne på sigt,” siger miljøpolitisk chef Jakob Zeuthen, Dansk Erhverv.

Uddannelse og 50 procent tilskud til rådgivning
Samtidig glæder Jakob Zeuthen sig over planens fokus på kompetenceudvikling hos SMV’er i form af uddannelse og 50 procent tilskud til rådgivning:

”Langt størstedelen af de danske virksomheder er SMV’er, og det er helt rigtigt at sætte ind netop her.”

Hvad angår det uambitiøse i regeringens handlingsplan, så efterlyser Dansk Erhverv, at der skabes strukturer, der sikrer et effektivt marked for genanvendelse. Først og fremmest ved at stimulere virksomhederne til at bruge genanvendte materialer og sikre en efterspørgsel af produkter med genanvendelige materialer - både hos indkøbere og forbrugere.

Virksomhederne skal åbne op for samarbejde
og ikke kun tænke på konkurrence

Denne omstilling til cirkulær økonomi forudsætter, at virksomhederne gentænker deres markeds- og værdikædepositioner:

”For at opnå en mere helhedsorienteret forståelse skal virksomhederne åbne op for samarbejde og ikke kun tænke på konkurrence. Aktørerne i værdikæderne skal styrke deres samarbejde om bæredygtighed efter aftalte målsætninger. Indkøberen skal for eksempel sikre indkøb af materialer og varer, der er velegnet eller designet for genanvendelse. Man skal rådføre sig med genvinderen for at sikre, at teknologien kan håndtere affaldsressourcerne. Det er en ny relation, som bidrager til den cirkulære værdikæde. Det kræver nye dialogformer og en opbygning af et øget kendskab til hinanden - ja måske igennem udviklingsprojekter. I det lys er Dansk Erhverv en helt central spiller, fordi vi som organisation repræsenterer den brede handels- og servicesektor med lange komplekse værdikæder,” påpeger chefkonsulent Lisbet Hagelund, Dansk Erhverv.

Stor interesse for cirkulær økonomi blandt medlemsvirksomhederne
Især på europæisk plan engagerer Dansk Erhverv sig intensivt i cirkulær økonomi:

”Over 85 procent af vores miljølovgivning kommer via EU. Derfor søger vi at påvirke Europa-Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet via Dansk Erhvervs Bruxelles-kontor og vores europæiske paraplyorganisation Eurocommerce. Ellers ville det være nærmest umuligt at få indflydelse på EU’s rammevilkår,” siger Jakob Zeuthen.

Dansk Erhverv oplever også en meget stor interesse for cirkulær økonomi blandt medlemsvirksomhederne:

”Det kom senest til udtryk på en Dansk Erhverv-konference om design af emballager med henblik på genanvendelse, hvor virksomheder fra hele værdikæder deltog - lige fra detail- til genvindingsvirksomheder, fra forbrugere over miljøorganisationer til myndigheder og vidensinstitutioner. Der er en enorm interesse for samarbejde og for at finde måder at komme videre med at udvikle cirkulære økonomiske forretningsmodeller,” fortæller Lisbet Hagelund.

Dansk Erhverv åbner et nyt ”Forum for Bæredygtig Emballage”
Desuden har Dansk Erhverv oprettet et ”Forum for Bæredygtig Emballage” for medlemsvirksomheder. Det første møde finder sted på Børsen i København onsdag den 3. oktober 2018. Her skal Dansk Erhvervs medlemmer gå i dybden med, hvordan værdikædesamarbejder kan føre til mere bæredygtige emballager og produkter.

Også i miljøministeriets ”Forum for Bæredygtige Indkøb” gør Dansk Erhverv sin indflydelse gældende:

”Her arbejder vi blandt andet på at fremme brug af indkøbsprincipper, som inddrager totalomkostninger for produkter frem for kun at indkøbe efter billigste pris - det såkaldte TCO-princip. Når man på den måde indkøber efter produktets samlede levetidsomkostninger, skabes et mere bæredygtigt indkøb,” siger Jakob Zeuthen, der også er næstformand for ”Forum for Bæredygtige Indkøb”.

Behov for at redesigne det danske producentansvar
I bestræbelserne på at fremme cirkulær økonomi er producentansvaret en hjørnesten. Lige for tiden diskuteres fremtidens producentansvar i miljøministeriets WEEE-forum, hvor Dansk Erhverv også er repræsenteret:

”Men der er behov for at redesigne det danske producentansvar, der håndterer elektronikskrot. Vi er i gang med at forberede en dialog med medlemmerne. Med handlingsplanen for cirkulær økonomi blev der sendt et klart signal om, at markedet for genanvendelse skal konkurrenceudsættes, så flere kan få adgang til det elektronik, som borgerne kasserer,” understreger Lisbet Hagelund.

Hele forsyningsstrategien bør gennemføres
Regeringens handlingsplan løfter til en vis grad genanvendelsesmarkedet:

”I Dansk Erhverv er vi glade for, at regeringen fremhæver behovet for at gennemføre den såkaldte forsyningsstrategi, som indeholder vigtige bidrag til omstilling til cirkulær økonomi. Handlingsplanen for cirkulær økonomi tager hånd om en række af de anbefalinger, der findes i forsyningsstrategien. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det langt fra er tilstrækkeligt at plukke i de udpegede forudsætninger for et effektivt genanvendelsesmarked. Derfor anbefaler vi, at hele forsyningsstrategien gennemføres for at styrke omstillingen til cirkulær økonomi,” siger Lisbet Hagelund.

Uden målinger handler vi i blinde
Endelig er der behov for i højere grad at have fokus på styring og målbarhed:

”Det er ærgerligt, at handlingsplanen ikke forholder sig til, hvordan man gennem relevante indikatorer kan måle på, om indsatserne virker eller behøver justeringer. Indikatorer, der for eksempel måler på vækst af genanvendelsen på afsætningsmarkedet og i forbrugsleddet, er nødvendige og logiske steder at måle på. Har vi ikke indikatorer, handler vi i blinde og risikerer ikke at omstille effektivt. Danske virksomheder kan misse konkurrencefordelene i den cirkulære økonomi,” lyder det fra Jakob Zeuthen.

Cirkulær økonomi kan ikke gennemføres med påbud og afgifter
Det er således en meget kompleks opgave at omstille kæden mellem ressourceforbrug og affaldsressourcer til cirkulær økonomi. Omstillingen kræver målrettethed og langsigtet politisk opbakning:

”Vi efterlyser, at politikerne sender et signal til erhvervslivet om, at cirkulær økonomi er vigtig, ved at sikre langsigtede målsætninger for omstillingen. Hvis bredden af det danske erhvervsliv, som især er SMV’er, skal med på den cirkulære vogn, er der brug for klare politiske signaler, der skaber tryghed for investeringerne. Omstillingsprocessen til cirkulær økonomi skal være markedsdrevet for at sikre konkurrencedygtige forretningsmodeller og kan ikke gennemføres med påbud og afgifter - men kun med politisk opbakning og incitamenter. Succesen forudsætter, at alle led i kæden fra producent til forbruger kan se deres rolle og fordel,” konkluderer Jakob Zeuthen.

Læs mere
I den kommende udgave af Dansk Erhverv Magasinet har redaktionen prioriteret et tema om plast. Læs det her: En ny fremtid for plastik (Dansk Erhverv Magasinet nr. 4|2018)