Gemt

Opfordring til virksomheder: Åbn døren for bachelorer

Foreløbig har 15-20 medlemsvirksomheder i Dansk Erhverv givet tilsagn om at se positivt på at ansætte universitetsuddannede, allerede når de er bachelorer. Bachelorerne får ret til at vende tilbage til en kandidatuddannelse efter max. 3 år i en virksomhed. Formålet er at få mere erhvervsrettet relevans ind i uddannelserne, og det såkaldte ”Bachelorløfte” fra virksomhedernes side får en solid opbakning fra Dansk Erhverv.

Nyhed

Dansk Erhverv | POLITIK - 5. April 2019 - Af Kristian Kongensgaard

Den helt lige og stringente vej gennem skole- og uddannelsessystemet, inden den universitetsuddannede kandidat planter fødderne på en ”rigtig” arbejdsplads, kan godt sætte forventningerne på prøve hos både den nyuddannede og arbejdsgiveren.

Der er behov for flere veje fra universiteterne til arbejdsmarkedet. De skal understøtte, at de studerende får nemmere ved at prøve kræfter med arbejdsmarkedet efter deres bacheloruddannelse og for at vende tilbage til universitetet efter nogle år på arbejdsmarkedet.

En omfartsvej til bachelorerne
De velkendte 2-årige kandidatuddannelser er fortsat hovedvejen på universiteterne. Men nu kommer der også en omfartsvej til bachelorerne.

Alle Folketingets partier indgik i december 2018 en politisk aftale, der skal give studerende mere fleksible universitetsuddannelser.

For at skubbe til denne proces har uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers inviteret virksomheder i Danmark til at tilslutte sig et erhvervspartnerskab, også kaldet ”Bachelorløftet”.

Større vekselvirkning mellem studieliv og arbejdsliv
”Som virksomheder får I dermed mulighed for at sende et signal over for de studerende om, at I ser positivt på at ansætte bachelorer. Herunder med henblik på at skabe større relevans og en bedre kobling til erhvervslivet i uddannelserne. Vi skal skabe en endnu bedre balance mellem det, de studerende lærer, og de kompetencer, der er brug for på arbejdsmarkedet. Regeringen ønsker en kulturændring, som giver flere muligheder for de studerende og større vekselvirkning mellem studieliv og arbejdsliv,” skriver ministeren blandt andet i sin henvendelse til virksomhederne.

Over hundrede virksomheder har skrevet under
Ministeren understreger, at Bachelorløftet er en hensigtserklæring og ikke juridisk bindende for virksomhederne. De forpligter sig ikke til måltal for at ansætte bachelorer, og bachelorløftet har ingen indvirkning på virksomhedernes juridiske rammer for at ansætte nye medarbejdere.

Foreløbig har flere end hundrede virksomheder skrevet under på Bachelorløftet. 15-20 af dem er medlemmer af Dansk Erhverv. Uddannelses- og forskningspolitisk chef, Mads Eriksen, opfordrer endnu flere af medlemsvirksomhederne til at tilslutte sig:

”Dansk Erhverv som arbejdsplads har også skrevet under og dermed tilkendegivet, at vi ser positivt på at ansætte bachelorer fra universiteterne. Vi vil gerne tage et medansvar for at klæde de studerende på til arbejdsmarkedet ved at komme ud og få afprøvet deres kompetencer efter deres bacheloruddannelse,” siger han.

Nye input til virksomhedernes daglige drift og langsigtede udvikling
Mads Eriksen lægger i sin argumentation for Bachelorløftet vægt på, at arbejdsgiverne kan se frem til topmotiverede og fleksible bachelorer:

”De vil være attraktive medarbejdere for virksomhederne i 2-3 år, inden bachelorerne skal tilbage på universitetet. Virksomhederne får medarbejdere ind, der kommer med den seneste nye viden fra universitetet og har valgt at stoppe op for at prøve teorierne af i praksis. Det giver virksomhederne nye input til den daglige drift og den langsigtede udvikling samt rum til, at man som arbejdsgiver også får mulighed for at forme bachelorerne i forhold til virksomheden. Når de skal tilbage til universitetet, vil de med deres erfaringer fra virksomheden kunne stille krav og påvirke indholdet i uddannelsen, så det bedre matcher virksomhedernes behov for viden og kompetencer.”

Nye højtkvalificerede medarbejdere

på vej til virksomhederne

 

Folketingets partier indgik i december 2018 en aftale om mere fleksible universitetsuddannelser. Aftalen indeholder blandt andet:

  • Bedre mulighed for at arbejde efter bacheloruddannelsen og for at vende tilbage til en kandidatuddannelse. Retskravet forlænges til 3 år.
  • Supplerende mulighed for 1-årige akademiske overbygningsuddannelser som en hurtigere vej til arbejdsmarkedet. Uddannelserne kan tages lige efter bacheloruddannelsen eller af de unge, der vælger at finde job efter bacheloruddannelsen og efterfølgende ønsker at vende tilbage til universitetet.
  • Bedre mulighed for at studere på deltid. Antallet af uddannelser i den nuværende forsøgsordning for erhvervskandidatuddannelser på deltid fordobles, så studerende på 50 forskellige uddannelser får mulighed for at tage en kandidatuddannelse sideløbende med, at de er i job.
  • Loven forventes at træde i kraft 1. juli 2019. Forlængelsen af retskravet vil gælde for bachelorstuderende, der afslutter deres uddannelse i sommeren 2019.

 

Hvordan aflægger virksomheden Bachelorløftet?

Der er mulighed for løbende at tilslutte sig Bachelorløftet hos Uddannelses- og Forskningsministeriet via:

  • E-mail: rhp@ufm.dk

 

Hvordan matches virksomheder og bachelorer?

På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside, www.ufm.dk, kan man finde listen over, hvilke virksomheder der har tilsluttet sig Bachelorløftet, så bachelorstuderende ved, hvor der er mulighed for at søge job.

 

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil