; ;
Gemt

Sommerferieafløsere under 18 år

Hver sommer besøger Jobpatruljen virksomheder i hele landet for at kigge landets virksomheder efter i sømmene, når de ansætter unge sommerarbejdere. Har du styr på de unges vilkår og rettigheder?

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 25. APRIL 2019

Hvis din virksomhed forventer at ansætte unge ferieafløsere under 18 år i den kommende sommer, er det en god ide at få styr på reglerne om alenearbejde, løftearbejde, arbejde i lokaler med alkohol, løn mv.

Først og fremmest skal du være opmærksom på, om den unge har afsluttet 9. klasse, da det bl.a. har betydning for hvilket arbejde, den unge må udføre, hvilke regler der gælder om hviletid, samt om den unge må arbejde efter kl. 20.00.

Vær også opmærksom på, at unge under 13 år ikke må beskæftiges ved arbejde.

Du kan finde mere information om ansættelse af unge under 18 år, unges arbejdsopgaver, arbejdstid og arbejdstidens placering mv. i Dansk Erhvervs pjece: ’Gode råd om ansættelse af unge under 18 år’.

Jobpatruljen
Jobpatruljen vil igen i år komme på besøg hos virksomhederne i løbet af sommeren. Jobpatruljen vil ofte spørge både arbejdsgiveren og medarbejderen om ansættelsesforhold og arbejdsmiljø på virksomheden.

Jobpatruljen kommer uanmeldt, så hvis tidspunktet ikke passer, er det helt i orden at afvise dem. Du har som arbejdsgiver ikke pligt til at lade Jobpatruljen komme ind på din virksomhed eller lade dem tale med dine medarbejdere i arbejdstiden.

Jobpatruljens køreplan for sommeren 2019:

Nordjylland

Uge 28 og 29

Midt- og Vestjylland

Uge 28 og 29

Østjylland

Uge 28, 29 og 30

Sydjylland

Uge 28 og 29

Fyn

Uge 29 og 30

Sjælland

Uge 27, 28 og 30

Hovedstaden

Uge 28, 29 og 30

 

Arbejdsgiverens ansvar
Det er arbejdsgiveren, der har ansvaret for, at de unge ferieafløsere overholder reglerne, mens de er på arbejde. Unge under 18 år har som udgangspunkt kun en meget begrænset erhvervserfaring, og derfor en manglende bevidsthed om risici og større sårbarhed overfor påvirkninger i arbejdsmiljøet. Derfor skal der tages særligt hensyn til dem, så de får en god start på arbejdslivet.

Ansættelsesbevis
Sommerferieafløsere har ret til et ansættelsesbevis, hvis de ansættes til mere end 8 timers arbejde pr. uge og samtidigt ansættes til mere end 30 dage i alt. Dansk Erhverv anbefaler, at alle sommerferieafløsere modtager et ansættelsesbevis med angivelse af deres vilkår, herunder særligt med angivelse af sidste arbejdsdag.

Du skal være opmærksom på, at den unge får funktionærstatus ved at arbejde mere end 8 timer om ugen med funktionærarbejde som f.eks. kontorarbejde, receptionsarbejde eller arbejde som kassemedarbejder.

Løn
Det er som udgangspunkt ikke lovligt at give en ung under 18 år lavere løn end en medarbejder, der er fyldt 18 år, blot fordi den unge er under 18 år. Det skyldes forskelsbehandlingslovens regler, der forbyder arbejdsgiveren at forskelsbehandle medarbejdere på grund af alder.

Derimod er det lovligt at give en ung medarbejder en lavere løn end en anden medarbejder, hvis den unge har kortere erfaring eller færre kompetencer indenfor arbejdsområdet. Med andre ord skal lønnen for en ung under 18 år aftales på samme måde, som for en medarbejder, der er fyldt 18 år.

Kun i de tilfælde, hvor den unges ansættelsesforhold er omfattet af en overenskomst, som indeholder særlige lønsatser for unge under 18 år, er det lovligt at give en ung under 18 år en lavere løn end en medarbejder, der er fyldt 18 år. Dansk Erhverv har flere overenskomster, hvor der er regler for unge under 18 år, f.eks. butiksoverenskomsten.

Er du i tvivl?
Medlemsvirksomheder kan kontakte Dansk Erhvervs Hotline på tlf.nr. 3374 6400 med spørgsmål til de særlige arbejdsmiljø– og ansættelsesretlige forhold, der gælder for børn og unge.