Værnetingsaftale kræver mere end blot et link

En dansk virksomhed anlagde sag mod sin tyske leverandør i Danmark
En dansk virksomhed A, der bl.a. producerede markiser, anlagde en erstatningssag ved Retten i Hillerød mod den tyske virksomhed B, der producerede motorer til brug for opbygningen af markiserne, som følge af mangler ved motorerne. Under en delforhandling for retten påstod B sagen afvist med henvisning til at der var indgået en gyldig aftale om værneting i Tyskland, ved at B i sin ordrebekræftelse via et link havde henvist til sine almindelige forretningsbetingelser, som A for øvrigt ikke have protesteret imod. I forretningsbetingelserne var retten i Stuttgart angivet som værneting.

A bestred, at der var indgået en gyldig international aftale om værneting, idet der efter den relevante processuelle EU-forordning jf. artikel 25 skulle være tale om en skriftlig aftale mellem parterne, og at B ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en sådan.

Østre Landsrets kendelse gav A medhold
Efter EU-Domstolens praksis fandt landsretten, at de af B ensidigt udstedte ordrebekræftelser, der via et link henviste til de almindelige forretningsbetingelser indeholdende bl.a. en værnetingsklausul, ikke opfyldte kravet i forordningens artikel 25, stk. 1, litra a, om en skriftlig aftale. Da det endvidere ikke fandtes godtgjort, at værnetingsaftalen var indgået i en form, der var i overensstemmelse med parternes praksis eller en international handelssædvane, jf. forordningens artikel 25, stk. 1, litra b og c, forelå der således ikke en gyldig værnetingsaftale mellem parterne. Da opfyldelsesstedet for forpligtelsen i henhold til parternes aftale var A´s hjemsted, var sagen herefter med rette anlagt ved Retten i Hillerød, jf. forordningens artikel 7, nr. 1.

Hvad skal man gøre for at få en gyldig værnetingsaftale
Det fremgår af en lidt ældre sag fra EU-domstolen (sag C-222/15), at en værnetingsaftale fastsat i almindelige forretningsbetingelser rent faktisk kan opfylde kravene om skriftlighed i forordningen, såfremt den af begge parter underskrevne kontrakt selv udtrykkeligt henviser til de almindelige forretningsbetingelser. Der skal altså noget mere aktivt til end en ensidig henvisning til forretningsbetingelser. Begge parter skal ved deres underskrift tilkendegive, at de har accepteret værnetinget. En værnetingsklausul i en faktura opfylder derfor ikke kravet, fordi der er tale om et ensidigt fastsat dokument.

Hvad med de køberetlige elementer af forretningsbetingelserne
Man kan efter min opfattelse ikke udstrække kendelsen til også at få betydning for leveringsbetingelserne som sådan. Det kan efter omstændighederne fortsat være således, at en domstol vil lægge disse til grund som værende aftalt mellem parterne, hvis fremsendelsen er sket som i nærværende sag- nemlig ved et link i ordrebekræftelsen. Særlig byrdefulde vilkår skal dog altid fremhæves særskilt- eksempelvis meget korte reklamationsfrister, heftige bodsbestemmelser etc.