Gemt

Kommunerne kan og skal levere på integration

Strømmen af flygtninge, der kom til Danmark i 2015, kom midt i en periode med stigende beskæftigelse og mangel på arbejdskraft. Derfor var udgangspunktet rigtig godt for partsaftalerne om at få flygtningene hurtigt i sving på arbejdsmarkedet, som arbejdsgivere, lønmodtagere, regeringen og kommunerne indgik i 2016. Læs aktuel kommentar fra viceadm. direktør Laurits Rønn.

Nyhed

Dansk Erhverv | Politik - 1. november 2019 - Af Laurits Rønn

Nu viser det sig, at kommunerne ikke har været lige gode til at trække deres del af læsset i forhold til at få flygtninge i gang på arbejdsmarkedet. I torsdags kom Ankestyrelsen med resultaterne af en stikprøveundersøgelse, som er gennemført blandt 12 kommuner. Blot i ét tilfælde ud af de 12 har den pågældende kommune levet op til sin del af aftalen, og sendt flygtninge i virksomhedspraktik eller løntilskud inden for den første måned.

Ærgerligt og kritisabelt
Ifølge en anden del af aftalen forpligtede kommunerne sig samtidig til at tilrettelægge en virksomhedsrettet indsats, hvor der højest måtte være 6 uger mellem hver virksomhedspraktik eller løntilskud. Det er ifølge Ankestyrelsen blot blevet overholdt i 2 ud af 17 tilfælde. Det er både ærgerligt og kritisabelt.

Beskæftigelsen er stigende - men der er lang vej igen
Job frem for passiv forsørgelse er en helt afgørende forudsætning for, at såvel samfundet som de flygtninge, der kommer til landet, ender med at få noget positivt ud af den ulykke, der har bragt dem hertil. Heldigvis er udviklingen gået i den rigtige retning, for beskæftigelsen er steget blandt nytilkomne flygtninge. Der er imidlertid fortsat lang vej igen, for alt for mange flygtninge lever af passiv forsørgelse og har ikke vundet fodfæste på arbejdsmarkedet.

Bør have politikernes opmærksomhed
Resultaterne fra Ankestyrelsens undersøgelse bør påkalde sig politikernes opmærksomhed. Det er ikke i orden, når en så afgørende del af indsatsen for at få flygtninge i gang på arbejdsmarkedet ikke fungerer. Selvom beskæftigelsen er gået ned i gear, er der stadig en hel del job, som virksomhederne har svært ved at få besat.

Så lad ikke en forkert forestilling om, at der alligevel ikke længere er job at få, blive en sovepude for at slippe indsatsen. Virksomhederne har brug for arbejdskraft, flygtningene har brug for job, og samfundet har ikke brug for flere passivt forsørgede i den erhvervsaktive alder end højst nødvendigt.

Med venlig hilsen
Laurits Rønn

Kontakt

Direktionen

Laurits Rønn

Viceadm. direktør
Medarbejderprofil