Gemt

Udsigten til et fald i eksporten kræver handling nu

En ny analyse fra Dansk Erhverv dokumenterer, at et økonomisk tilbageslag, som synes at være på vej, kan gå hårdt ud over danske eksportvirksomheder - og dermed også de kommuner og regioner, virksomhederne ligger i. Men skaden kan begrænses med bedre rammevilkår for investeringer og innovation - ikke målrettet lokalområder eller brancher, men generelt.

Nyhed

Dansk Erhverv | Politik - 1. november 2019 - Af Kristian Kongensgaard

Hvis eksporten falder, vil det især betyde tab af danske arbejdspladser i kommuner i hovedstadsområdet, Sønderjylland og Midtjylland, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv.

”Derfor er det vigtigt, at der fortsat er politisk fokus på at sikre bedre rammevilkår for danske virksomheder, så de hurtigt kan udnytte ny teknologi og sikre vækst i alle dele af Danmark,” siger cheføkonom Tore Stramer, Dansk Erhverv.

Kommunale og regionale initiativer vil være velkomne
Han understreger, at der hverken bør være tale om geografisk- eller brancherettede rammevilkår, men generelle tiltag som for eksempel yderligere investeringsfradrag samt skatterabatter, der kan understøtte virksomhedernes innovation.

”Det udelukker imidlertid ikke, at kommunale og regionale instanser i udsatte områder tager egne initiativer til for eksempel efteruddannelse eller omskoling og gerne udviser rettidig omhu og forbereder sig i god tid.”

Over en halv million danske jobs er direkte knyttet til eksport
Risikoen for et globalt økonomisk tilbageslag er nemlig steget markant i løbet af 2019. Det skyldes dels USA og Kinas handelskrig og dels brexit. Forbrugere og virksomheder har skudt forbrug og investeringer til hjørne. Resultatet er særlig tydeligt på Danmarks største og vigtigste eksportmarkeder, Tyskland og Sverige. Det bekymrer Tore Stramer:

”Danske virksomheder er meget afhængige af afsætningsmulighederne internationalt. I 2018 eksporterede virksomhederne varer og tjenester for knap 1.200 milliarder kr., og cirka 525.000 danske jobs er direkte knyttet til eksporten,” siger han.

Servicevirksomheder bliver hårdest ramt
En recession vil naturligvis få betydelige negative konsekvenser for dansk økonomi. I en analyse har Dansk Erhverv på basis af tal fra Danmarks Statistik beregnet, at hvis eksporten falder 2 %, svarende til 24 milliarder kr., vil det koste i alt knap 11.000 fuldtidsstillinger.

Tabet vil være størst i servicevirksomhederne med 6.400 arbejdspladser og med 3.300 i industrien. Det understreger, at mange servicevirksomheder i stort omfang både direkte og indirekte som støtteerhverv bidrager til eksport, selv om de arbejder inden for Danmarks grænser.

Regional slagside trods udligning
I analysens beregninger indgår eksportens andel af virksomhedernes samlede omsætning i landets 98 kommuner. Resultatet dokumenterer, at et eventuelt økonomisk tilbageslag for Danmark vil få en regional slagside:

”Hvis eksportmarkederne begynder at bløde, så er der nogle områder af Danmark, der vil blive hårdere ramt end andre - også selv om der på sigt finder en vis økonomisk udjævning sted via skattesystemet og udligningsordninger,” siger Tore Stramer.

Hovedstadskommuner topper afhængighed af eksport
Opgørelsen indikerer, hvor i landet væksten og jobskabelsen er mest afhængig af eksporten. Landsgennemsnittet er på 27 %. Men helt i top finder vi Tårnby kommune, hvor eksporten udgør 69 % af virksomhedernes samlede omsætning. Herefter følger Gentofte med 63 % og Gladsaxe med 60 %.

Væsentlige årsager til de høje tal er, at Københavns Lufthavn i Kastrup ligger i Tårnby kommune, mens Novo Nordisk og Novozymes har hovedsæde i Gladsaxe, og energiselskabet Ørsted har til huse i Gentofte.

Ikast-Brande og Sønderborg topper afhængighed af eksport i provinsen
Herefter følger en række kommuner uden for hovedstadsområdet. På en delt fjerdeplads indtræder kommunerne Ikast-Brande og Sønderborg, hvor eksporten udgør 59 % af virksomhedernes omsætning. Ikast-Brande huser blandt andet store virksomheder som modetøjskoncernen Bestseller og vindmølleproducenten Siemens. Sønderborg kommune har industrivirksomheder som Danfoss og Linak.

I bunden finder vi Stevns med 5 %, Albertslund 6 % og Rødovre 7 %.

I hovedstadsregionen spiller det en mindre afgørende økonomisk rolle, hvordan virksomhedernes eksport i den enkelte kommune udvikler sig. Konsekvenserne bliver i stort omfang udjævnet af den massive pendling.

Få offentlige arbejdspladser og mindre pendling kan være en giftig cocktail
Anderledes forholder det sig i provinsen, hvor kommunerne geografisk kan have langt større udstrækning og dermed mindre pendling kommunerne imellem.

Det gør sig eksempelvis gældende for Sønderborg kommune. Andelen af pendlere fra andre kommuner udgør kun 14 % mod for eksempel Gladsaxe med 80 % og Aarhus med 32 %.

”En tredje og meget væsentlig faktor for kommunernes økonomiske modstandskraft er andelen af offentlige arbejdspladser, der giver en vis stabilitet under konjunkturudsving. Hvis denne andel er forholdsvis lav og kædes sammen med henholdsvis en høj eksportandel af virksomhedernes samlede omsætning og mindre pendling, så vil en kommune eller region fremstå mere sårbar over for et økonomisk tilbageslag på vores eksportmarkeder,” siger Tore Stramer.

I Sønderborgs tilfælde udgør offentlige arbejdspladser 34 % og Ikast-Brande 21 %. Gladsaxe har 23 %.

Bedre adgang til kapital, kvalificeret arbejdskraft og innovation
Derfor spiller eksportvirksomhederne og deres støtteerhverv en meget afgørende rolle for den økonomiske udvikling ude i deres lokalsamfund. Det gavner ikke kun virksomhedens hjemkommune, men også oplandet, hvor mange danskere pendler til og fra arbejde. I 2017 udgjorde danskernes gennemsnitlige pendlingsafstand 21,8 km. Især pendlingsafstanden i kommunerne uden for landets større byer er steget over de seneste år.

”De sårbare kommuner findes således især uden for landets største byer, hvor få store eksportvirksomheder har afgørende betydning for den lokale økonomiske aktivitet og jobskabelse. I årene efter finanskrisen så vi, at jobtabet var særligt tydeligt uden for de største byer, og at jobtabet berørte de mest konjunkturfølsomme og eksportorienterede virksomheder. Dertil var der et relativt stort jobtab i støtterhvervene inden for både industrien og serviceerhvervene,” siger Tore Stramer og tilføjer:

”Eksporten vil naturligvis altid gå op og ned afhængig af konjunkturer. Men fra politisk hold bør der sikres gode rammevilkår med blandt andet bedre adgang til kapital og kvalificeret arbejdskraft samt incitamenter til innovation, så vores virksomheder har de bedst mulige vilkår for at sikre vækst.”


Læs hele analysen:

Analysenotat - Eksportnedtur vil få regional slagside

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil