Gemt

Væksten mangler

Regeringens udspil til en finanslov for 2020 mangler tiltag, der skaber vækst og øger beskæftigelsen, lyder det fra Dansk Erhverv adm. direktør Brian Mikkelsen.

Nyhed

Dansk Erhverv | Politik - 2. oktober 2019 - Af Brian Mikkelsen

Vi var nok en del, der med spænding afventede regeringens første udspil til en finanslov. Mange af elementerne var kendt på forhånd, men derfor kunne der jo godt vise sig nogle nye elementer i det endelige katalog.

Det er et finanslovsforslag, der har fokus på at skabe mere velfærd i Danmark. Der skal bruges penge på blandt andet sundhedspersonale og politi.

Vækst er forudsætningen for velfærd
Overskriften for udspillet er derfor også i tråd med regeringens valgløfter ”Velfærd Først”, men desværre synes regeringen at glemme, at forudsætningen for velfærd er et erhvervsliv i vækst. Dertil kommer, at der i finanslovsforslaget mangler svar på, hvor der skal skaffes hænder og kloge hoveder til den efterspørgsel, som både den offentlige og den private sektor har.

I regeringens finanslovsforslag er der øgede skatter og afgifter for i omegnen af 2,8 milliarder kroner. Det er dårligt nyt. Det bringer ikke Danmark fremad, når skatter og afgifter øges. Tværtimod.

Ikke højere afgifter på øl, vand, spiritus og aktier
Positivt er det dog, at regeringen har undladt at medtage finansieringsforslag som ellers tidligere har været på bordet. For eksempel har regeringen ikke medtaget højere aktiebeskatning og højere afgifter på øl, vand og spiritus som en del af sin finansiering. Det er vi både glade for og tilfredse med, for det er sager, som vi har kæmpet hårdt for i Dansk Erhverv. Men at de ikke er med i regeringens katalog, er jo ikke ensbetydende med, at de ikke kommer på bordet på et eller andet tidspunkt i forhandlingerne. Derfor vil vi i Dansk Erhverv fortsat arbejde for, at den type finansiering udebliver.

Vi er i Dansk Erhverv desuden positive i forhold til, at regeringen har valgt at annullere det såkaldte omprioriteringsforslag, der betyder, at uddannelsesinstitutionerne siden 2016 hvert år skulle spare to procent på uddannelsestilskuddene. Det er en klog beslutning, men vi er virkelig kede af, at forslaget finansieres ved at tilbagerulle lempelsen af bo- og gaveafgiften og annullere den planlagte lempelse af skattefritagelse for fri arbejdstelefon.

Dertil kommer, at regeringen sender en ekstraregning til arbejdsgiverne på en halv milliard kroner i form af, at de skal betale for de første 40 sygedage mod 30 sygedage. Det er alle initiativer, der gør det dyrere at drive virksomhed og som dermed også er med til at hæmme væksten.

Der er andre og bedre måder at finde pengene på, lige som det som sagt udestår, hvor de ekstra hænder og hjerner skal komme fra.

Der er selvfølgelig også gode ting i finanslovsforslaget. Det står for eksempel skarpt, at regeringen prioriterer den grønne omstilling. Det gør Dansk Erhverv også, og vi hilser det yderst velkomment, at der nu bliver afsat betydelige ekstra midler til grøn forskning. Klima er og bliver den vigtigste udfordring for Danmark og for hele kloden. Sådan vil det være i de næste mange år.

Men danske virksomheder i vækst er forudsætningen for, at vi kan finansiere velfærdssamfundet, indfri klimaambitionerne og opnå en lang række af vores andre mål. Det bør en finanslov i høj grad afspejle.

Med venlig hilsen
Brian Mikkelsen





Kontakt

Direktionen

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil