Forbrugerombudsmanden kræver at brugervilkår er på dansk

Sprogkrav når netbutikker sælger varer til danskere eller til forbrugere i andre EU-lande

Flere af vores medlemmer, der sælger deres varer i andre EU-lande, har oplevet, at de fra myndigheds side bliver mødt med krav om, at deres site skal være på det lokale sprog. Det er navnlig noget, man oplever, når man handler med franske forbrugere.

Selvom målet med forbrugerrettighedsdirektivet var, at der skulle gælde helt ens regler i alle EU-lande for netsalg, er der mulighed for at indføre krav om, at ”aftalemæssige oplysninger” skal være på det nationale sprog:

Artikel 6, stk. 7: ”Medlemsstaterne kan opretholde eller indføre sprogkrav vedrørende aftalemæssige oplysninger i deres nationale lovgivning for at sikre, at sådanne oplysninger let kan forstås af forbrugeren.”

De danske regler

Denne mulighed er fx udnyttet i den danske forbrugeraftalelovs § 8, stk. 3, der har følgende ordlyd:

”Oplysninger, som den erhvervsdrivende har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at modtage oplysningerne på et andet sprog.”

Det betyder, at hvis du reklamerer for dine produkter på dansk - fx i brochurer, bannerreklamer, tv-reklamer og lignende - skal de oplysninger, du har pligt til at give, være på dansk. Det er fx oplysninger om varens vigtigste egenskaber, om fortrydelsesretten, om pris og returomkostninger mv. Dvs. at i hvert fald dine handelsbetingelser og oplysningerne om varen skal være på dansk.

Det gælder dog ikke, hvis kunden giver samtykke til at få oplysningerne på et andet sprog. Det er FDIH’s vurdering, at det ikke er tilstrækkeligt at skrive i handelsbetingelserne, at kunden giver samtykke til at få oplysningerne på et andet sprog end dansk.

De franske regler

Fevad, vores franske søsterorganisation, har oplyst, at de oplysninger, som kræves efter forbrugeraftalelovens § 8, skal gives på en ”klar og forståelig” måde. Det fortolkes i Frankrig sådan, at det skal være på fransk.

Herudover har man en lov, som man kalder ”Toubon”, som gælder generelt, og som kræver, at fransk sprog anvendes i reklamer, kontrakter, brugsanvisninger, garantier, samt regninger og kvitteringer mv. FDIH læser det sådan, at sprogkravet gælder al erhvervsmæssig kommunikation og aftaleindgåelse.

Så handler du med franske forbrugere, bør man oversætte alt til fransk.

Andre lande

Det er ikke blevet undersøgt, om andre lande har sprogkrav svarende til den danske eller de franske, men hvis du vil være på den sikre side, skal du formulere handelsbetingelserne eller brugervilkårene på sproget i det land, du retter din markedsføring imod.

Andre regler om sprogkrav

Der kan være nationale regler om, at fx brugsvejledninger, garantier og pligtmæssige oplysninger skal være forståelige dvs. i nogle tilfælde på det lokale sprog.

Fx er det efter den danske markedsføringslov et krav, at skriftlige garantier er affattet på dansk, såfremt de markedsføres på dansk.

Hvis der er behov for en brugsvejledning, skal den efter dansk ret gives på en måde, der er forståelig for forbrugeren. Det har Forbrugerklagenævnet fortolket således, at det skal være på dansk eller et andet forståeligt skandinavisk sprog. Det kan dog inden aftalens indgåelse oplyses, at der alene foreligger en brugsanvisning på fx engelsk. I så fald vil det ikke være en mangel ved varen, at der ikke medfølger en dansk brugsanvisning.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk