Gemt

Nybagt mor blev opsagt - barselsvikaren var blevet fastansat

Det var i strid med ligebehandlingsloven at opsige en nybagt mor 3½ måned efter, hun havde genoptaget arbejdet, uanset at opsigelsen var begrundet i virksomhedens forhold.

Nyhed

Dansk Erhverv |Personale - 12. september 2019

Omvendt eller delt bevisbyrde?
Ifølge ligebehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke opsige en medarbejder på grund af graviditet eller barsel. Hvis medarbejderen opsiges under graviditet eller barsel, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at opsigelsen hverken helt eller delvist er begrundet i disse forhold.

Hvis den delte bevisbyrde finder anvendelse, fx fordi medarbejderen først opsiges efter, at barslen er afholdt, påhviler det medarbejderen at påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at opsigelsen er begrundet i medarbejderens afholdte barsel.

Sagen kort
Sagen omhandlede en kvindelig medarbejder ansat i en marketingsafdeling. Under kvindens barsel blev barselsvikaren fastansat. Kvinden undrede sig over fastansættelsen, da hun mente, at der ikke var arbejde nok til to fuldtidsansatte.

Da kvinden genoptog arbejdet, delte hun sine tidligere arbejdsopgaver med den nu fastansatte barselsvikar. 3½ måned senere blev kvinden opsagt begrundet i omstruktureringer, fordi en del af marketingsopgaverne skulle flyttes til Sverige.

Kvinden stævnede virksomheden. Hun mente, at opsigelsen var begrundet i hendes barsel, da virksomheden ikke opsagde barselsvikaren, som var blevet fastansat. Kvinden mente, at beslutningen om hendes opsigelse var blevet truffet under hendes barsel, hvorfor reglerne om den omvendte bevisbyrde skulle finde anvendelse.

Byrettens dom
Byretten fandt på baggrund af vidneforklaringerne, at virksomheden allerede under kvindes barsel – dog efter barselsvikarens fastansættelse – blev klar over, at der ikke var nok arbejde i marketingsafdelingen til to fuldtidsansatte.

Retten fastslog på den baggrund, at der var en tidsmæssig sammenhæng mellem kvindens barsel og hendes opsigelse, hvorfor den omvendte bevisbyrde skulle finde anvendelse.

Det blev derudover lagt til grund, at mange af kvindens opgaver ikke var flyttet til Sverige, men reelt blev varetaget af barselsvikaren.

På denne baggrund fandt byretten, at virksomheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i kvindens barsel. Virksomheden blev derfor dømt til at betale en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen viser, at den omvendte bevisbyrde også kan finde anvendelse efter, at medarbejderen har genoptaget arbejdet, hvis det kan påvises, at beslutningen om opsigelse reelt blev truffet under medarbejderens afholdelse af barsel. I den konkrete sag gjorde det ingen forskel, at der var forløbet 3½ måned siden medarbejderens tilbagekomst fra barsel – den omvendte bevisbyrde fandt stadig anvendelse.

Dansk Erhverv anbefaler altid medlemmerne at kontakte os, inden en medarbejder, som er særligt beskyttet af reglerne i ligebehandlingsloven, fx som følge af graviditet eller afholdelse af barsel, opsiges.