Gemt

ABAF: Har du styr på ferieplanlægningen i 2020?

28. april 2020

Hvis ikke du allerede har planlagt medarbejdernes ferieafholdelse i sommeren 2020, bør du gøre det nu. Læs om reglerne for miniferieåret mm. her.

Særligt om sommeren 2020 (miniferieåret)
I miniferieåret fra den 1. maj til den 30. september 2020 har medarbejderen optjent ret til at holde 16,64 feriedage, hvis medarbejderen har været ansat fra den 1. januar til den 31. august 2019.

Reglerne for planlægning af ferieafholdelse i miniferieåret er, som de plejer. Det betyder, at afholdelse af ferie som udgangspunkt skal aftales mellem medarbejderen og virksomheden, og at du som arbejdsgiver så vidt muligt skal imødekomme medarbejderens ønsker til ferieafholdelse, dog under hensyntagen til virksomhedens drift.

Varsling af ferien
Hvis I ikke kan blive enige om ferieplanlægningen, og du er nødt til at varsle ferien, er der forskel på, om du skal varsle hovedferie, som er tre uger (sommerferien), eller restferie.

Hovedferien skal varsles med minimum tre måneder og restferien med minimum en måned, medmindre du og medarbejderen bliver enige om et kortere varsel. Kortere varsler kan også være aftalt i ansættelseskontrakten.

I miniferieåret er 15 feriedage af de 16,64 dage hovedferie, som skal varsles afholdt med tre måneders varsel. De resterende 1,64 feriedage og eventuelt overført ferie skal varsles afholdt med én måneds varsel. Du skal være opmærksom på, at de 1,64 feriedage afrundes til 1,5 feriedag ved afholdelse, men skal nedskrives med 1,64, så saldoen går i nul.

Du kan læse mere om varsling af ferie, overførsel af ferie og udbetaling af den 5. ferieuge i Kort Nyt om ferieplanlægning i 2020: Har du styr på ferieplanlægningen?

COVID-19 og ferie
Ifølge ferieloven kan de sædvanlige varslingsregler på én og tre måneder fraviges, hvis der er særlige omstændigheder. Der findes ikke en udtømmende liste over, hvad der kan udgøre særlige omstændigheder, og det må i hvert tilfælde afgøres konkret.

For virksomheder, som blev omfattet af regeringens udmelding om nedlukning af visse liberale erhverv, eller på anden måde blev ekstraordinært og uforudset hårdt ramt på grund af COVID-19-situationen, har det været muligt at fravige de sædvanlige varsler i ferieloven og i stedet varsle afholdelse af restferie for indeværende ferieår straks, uanset om ferien var planlagt til afholdelse på et senere tidspunkt.

Overordnet set er der på nuværende tidspunkt ikke længere den samme akutte og uforudsete situation som følge af COVID-19, og adgangen til at fravige de sædvanlige varsler er derfor ikke til stede i samme omfang som tidligere på året. Der kan dog fortsat være konkrete situationer for den enkelte virksomhed, som medvirker, at det kan være muligt at varsle afholdelse af hovedferie med forkortet varsel med henvisning til, at der fortsat er særlige omstændigheder.

Kontakt gerne AutoBranchens ArbejdsgiverForening for nærmere rådgivning, hvis du mener, at din virksomhed er ramt af særlige omstændigheder, der gør det nødvendigt at varsle ferieafholdelse med forkortet varsel.

Udvidet ret til ferieoverførsel
Folketinget har vedtaget en særlig lov, der midlertidigt udvider muligheden for at overføre ferie, som ikke kan nå at blive afholdt på grund af ”væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn” på grund af COVID-19.

Du kan læse mere om muligheden herfor i Kort Nyt om den nye lov: Ny lov udvider muligheden for at overføre ferie.

Lønkompensation og ferie
Hvis virksomheden har hjemsendt medarbejdere og søgt om lønkompensation, gælder de sædvanlige regler for ferieplanlægning og varsling for de medarbejdere, der stadig arbejder.

For de medarbejdere, der er hjemsendt, kan ferie, som er planlagt forud for indtræden i lønkompensationsordningen, kræves afholdt, ligesom yderligere ferieafholdelse kan aftales afholdt i den periode, hvor medarbejderne er hjemsendt. Men det vil ikke være muligt at varsle ferieafholdelse udover de fem feriedage, som medarbejderen skal afvikle i forbindelse med hjemsendelsen.

Du kan læse mere om ferieafvikling i forbindelse med lønkompensationspakken i vores vejledning om lønkompensation: Vejledning om lønkompensation (pdf).

Arbejdsfordeling og ferie
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har oplyst, at en virksomhed ikke kan kræve, at medarbejdere afholder ferie under en arbejdsfordeling. Virksomheden kan dog holde kollektivt ferielukket efter reglerne i ferielovens § 17. Det er på en konkret vurdering, om en kollektiv ferielukning forlænger arbejdsfordelingen. Hvis du er omfattet af en overenskomst, og overenskomsten har taget stilling til spørgsmålet, følges overenskomsten. Hvis det ikke fremgår af overenskomsten, eller du ikke er omfattet af en overenskomst, tæller den kollektive ferielukning ikke med i arbejdsfordelingen og forlænger derfor arbejdsfordelingen med varigheden af den kollektive ferielukning.

Medarbejderne kan dog godt holde individuel ferie, hvis det er aftalt, men det forlænger ikke perioden med arbejdsfordeling, og medarbejderen bruger også af dagpengeperioden i sin ferie.

Kontakt Marietta Bak Seemholt på 41 94 81 57 eller Marc Risvang på 31 16 93 94, hvis I har spørgsmål om ferieafholdelse i en arbejdsfordelingsperiode.