Gemt

Dansk Erhverv har fået plads i udvalg om e-handel og forbrugerlovgivningen

21. april 2020

Regeringen har sat gang i arbejdet med at gennemføre tre EU-direktiver om handel med varer og digitale tjenester. Dansk Erhverv sidder med i det udvalg, der skal komme med forslag til, hvordan reglerne skal gennemføres i dansk ret.

De tre direktiver vil blandt andet betyde ændringer i købeloven og indføre helt nye regler for salg af digitalt indhold og digitale tjenester. Derudover skal der gennemføres ændringer i forbrugeraftaleloven, aftaleloven og markedsføringsloven, når arbejdet med implementeringen af reglerne går i gang. Fra Dansk Erhverv sidder jurist og chefkonsulent Bo Dalsgaard med i udvalget. Første møde i udvalget er den 23. april, og som så mange andre møder i disse coronatider gennemføres mødet som videomøde.

Drøftelse af reklamationsrettens længde
I nogle af direktiverne er det op til de enkelte medlemslande at fastsætte nationale regler. Det betyder blandt andet, at udvalget skal drøfte, om reklamationsretten skal forlænges i forhold til de to år, der er gældende i dag, og om den såkaldte formodningsregel, skal være længere end det ene år, der lægges op til i det nye direktiv. Formodningsreglen er den periode, hvor virksomheden har bevisbyrden for, at en mangel ikke allerede var til stede på købstidspunktet.

Dansk Erhvervs fokus i arbejdet
For Dansk Erhverv er det vigtigt, at implementeringen af de nye regler sikrer en fair balance i forholdet mellem forbrugerbeskyttelse og forpligtelser for de erhvervsdrivende, således at der ikke indføres flere nye byrder for erhvervslivet end absolut nødvendigt. Dansk Erhverv beklager, at direktiverne er vedtaget som minimumsdirektiver, da nationale særregler gør det byrdefuldt at sælge over grænserne i det indre marked. Vi har derfor hele tiden kæmpet for at sikre en totalharmonisering af de forbrugerretlige regler i EU, så virksomheder ved, hvad reglerne er, uanset hvilket EU-land de sælger til.

I arbejdet med implementeringen af de nye regler vil vores udgangspunkt være, at vi ikke går længere end direktivernes minimumsbestemmelser.

Hvis du vil læse mere om udvalget, kan du gøre det her: Nye EU-regler sikrer forbrugerne i den digitale tidsalder

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil