Gemt

Nyt initiativ fra EU-Kommissionen samler AI-løsninger i kampen mod COVID-19

14. april 2020

EU-Kommissionen har lanceret en ny platform, der samler ideer baseret på kunstig intelligens- og robotics-teknologier. Fælles for teknologierne er, at de kan bruges i kampen mod coronavirus. Indtil videre har kun få danske virksomheder budt ind med deres teknologi. Skal din virksomhed være med?

I slutningen af marts lancerede EU-Kommissionen deres “AI-ROBOTICS vs. COVID-19"-initiativ med Den Europæiske AI Alliance som afsender. Initiativet sigter mod at skabe en unik platform for implementerbare kunstig intelligens- og robotløsninger samt information om andre initiativer, der kan hjælpe med at tackle den igangværende COVID-19-krise. Løsningerne skal være let tilgængelige for alle borgere, interessenter og politikere og bliver en del af det fælles europæiske svar til coronavirus-udbruddet.

Læs mere her: Coronavirus response.

Algoritme hjælper sundhedspersonalet med tidlig identificering og prioritering af kritisk sygdom
Blandt de allerede indsendte ideer findes også et dansk eksempel i form af it-virksomheden Enversion A/S, der med deres intelligente sundhedsprodukt, +prio, kan forudsige kritisk sygdom, herunder behovet for respiratorbehandling, hos indlagte patienter i op til flere døgn, før sygdommen udvikler sig.

Fundamentet under +prio blev skabt i forskningsprojektet, CDSS, der så dagens lys i 2018 i et samarbejde mellem Regionshospitalet Horsens, Enversion, MedTech Innovation Consortium, Horsens Kommune og Aarhus Universitet. Formålet med projektet er at reducere antallet af akutindlæggelser, der i mange tilfælde er unødvendige for borgerne, en hård belastning for sygehusene og dyrt for samfundet.

Med udbruddet af coronavirus er det mere afgørende end nogensinde før, at der bliver prioriteret hurtigt og korrekt, så de, der virkelig har brug for hjælp, kommer til før dem, der kan vente lidt. Derfor gik teamet bag +prio i maskinrummet og udviklede +prio på blot tre dage og nogle lange nætter. Algoritmen i +prio er allerede trænet på sundhedsdata fra forskningsprojektet, der som det eneste projekt i Danmark har data fra både sygehuse, kommuner og privatpraktiserende læger. Det betyder, at algoritmen allerede er meget præcis og har en helt unik indsigt.

“Vi er ikke i mål endnu, men vi arbejder videre hver dag. Lige nu handler det for os om at hjælpe sundhedssektoren akut der, hvor de har mest brug for det, “ fortæller grundlæggeren af Enversion, Jacob Høy Berthelsen.

Og hos Enversion er man ikke i tvivl om, at kunstig intelligens fremadrettet skal hjælpe lægerne mere, så de kan komme tættere på borgerne og lade maskinerne om at anvende vores sundhedsdata intelligent til bl.a. tidlig identificering og løbende prioritering.

Skal din virksomhed også med på listen?
Virksomheder kan bidrage på tre forskellige måder til platformen. Hvis din virksomhed har udviklet et AI-system eller bygget et robotværktøj, der kan placeres enten med det samme eller på kort- eller mellemlang sigt i forbindelse med sygdomsforebyggelse, diagnose eller behandling, kan I sende jeres teknologi ind. I kan også sende jeres forslag ind, hvis I allerede har lanceret et initiativ, der involverer jeres community og andre interessenter i en diskussion om den rolle, som teknologi og AI især kan spille under den aktuelle sundhedskrise. Og sidst men ikke mindst kan I sende ideer, information og andre initiativer ind, der kan være relevant i kampen mod coronavirus.

Læs mere her: Join the AI-ROBOTICS vs. COVID-19 initiative of the European AI Alliance.