Mange lovgivningsmæssige nålestik hæmmer et bedre offentlig-privat samarbejde

Selvom skiftende regeringer har udtrykt ønske om at styrke offentlig-privat samarbejde, er lovgivningen i høj grad gået i modsatte retning. 

En bred vifte af politikere og politiske partier udtrykker deres opbakning til det offentlige-private samarbejde (OPS), og det giver god mening, for samarbejdet mellem sektorerne er Danmarks konkurrencefordel – en fordel, der betyder, at verdensmarkedet efterspørger ydelser fra vores virksomheder.

Der eksisterer en gensidig afhængighed mellem det offentlige og det private. Virksomhederne kan ikke fungere optimalt uden gode uddannelser samt en velfungerende sundhedssektor. Den offentlige sektor er til gengæld afhængig af, at danske virksomheder udvikler og eksporterer produkter, der skaber indtjening til Danmark og dermed finansiering af den velfærd, vi alle nyder godt af. Statsministeren sagde det meget præcist i sin tiltrædelsestale: ”Det offentlige og private er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger”.

Og det er politikernes opgave at sikre en lovgivning, der understøtter den delikate balance i det offentlig-private samarbejde, så rammerne for begge sektorers virke er optimale i forhold til at understøtte et samlet hele.

Men følger udviklingen i lovgivningen de politiske skåltaler på området, eller er der under radaren sket en forskydning af balancen og dermed en uhensigtsmæssig påvirkning af vilkårene for et optimalt samarbejde mellem sektorerne? Desværre er det oplevelsen blandt mange af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder, at det offentlige i stigende omfang vælger at løse opgaver, der tidligere blev løst af det private. Dermed forskubbes den balance, der er afgørende for dansk konkurrencekraft. Grænsedragningen mellem, hvilke opgaver det offentlige og det private har ansvaret for at løse, fastlægges ved de love, politikerne vedtager, og isoleret set kan en given lovændring forekomme fornuftig, men set over et længere tidsperspektiv og sammenholdt med andre love eller politiske aftaler, kan de akkumulerede konsekvenser af lovændringerne have stor betydning for balancen i det offentlig-private samarbejde.  

I oktober 2013 fremsatte ministeren for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag, et forslag til ændring af sundhedsloven. Forslaget er udmøntet i § 78 i loven og giver kommuner og regioner øgede muligheder for samarbejde om fælles opgaver på sundhedsområdet. Det lyder umiddelbart positivt, og forslaget nød også stor opbakning blandt størstedelen af de politiske partier på Christiansborg, men bagsiden af medaljen er, at private virksomheder udgår af ligningen og dermed ikke indgår i samarbejdet. Det har formentlig ikke været hensigten med lovændringen, men det er blevet konsekvensen, og vi oplever en offentlig sektor, der i stigende grad lukker sig om sig selv, netop fordi lovgivningen giver mulighed herfor.

Tendensen fortsætter, og i økonomiaftalerne for 2016 aftaler regeringen med kommunerne og regionerne en målsætning, der indebærer landsdækkende udbredelse af telemedicin for borgere med KOL. Økonomiaftalerne blev forberedt under den daværende Thorning-regering, men underskrevet efter valget af Claus Hjort Frederiksen. Vi ser nu udmøntningen af aftalerne i form af tværkommunale og regionale samarbejder, og endnu en gang lukker det offentlige sig om sig selv. Opgaver, der tidligere blev løst af private leverandører, hjemtages. Løser det offentlige opgaverne bedre end de private leverandører, giver dette samfundsøkonomisk mening. Problemet er imidlertid, at der sker en – ganske omfattende – hjemtagning af opgaver uden markedsprøvning, og dermed ved borgerne reelt ikke, om vi får det bedste og meste for deres skattekroner. Hjemtagning uden forudgående markedsprøvning er ikke befordrende for samarbejdet med den private sektor og understøtter ikke udviklingen af nye produkter med potentiale for salg til verdensmarkedet. På sigt er resultatet af denne politik, at vi alle bliver fattigere.

Kommunernes Landsforening udgav i 2018 publikationen ”De samarbejdende kommuner”, hvor sammenlægning af Park og Vejfunktionerne i Helsingør og Fredensborg Kommuner i Nordsjællands Park i et såkaldt § 60-selskab fremhæves som en gevinst for begge kommuner, men er samarbejdet en gevinst for borgerne? Samarbejdet har resulteret i en reduktion af den timepris, som kommunerne betaler til Nordsjællands Park og Vej, men kunne der være en leverandør i markedet, der kunne levere samme eller bedre service med færre omkostninger? Vi ved det ikke, for samarbejdet er ikke prøvet i markedet.

I den seneste økonomiaftale mellem regeringen og KL er parterne enige om at se på muligheden for en mere fleksibel organisering af tværkommunale samarbejder. Dermed er der givet grønt lys til yderligere at fremme det offentlig-offentlige samarbejde, men er det den rigtige retning for udviklingen af Danmark og dansk konkurrencekraft? Eller er udviklingen i lovgivningen og de politiske aftaler udtryk for, at nogle politikere har haft det lange doktrinære lys på og løbende justeret på tandhjulene i vores samfund, så maskineriet efterhånden er tunet ind på et Danmark, hvor den offentlige sektor vokser og har nok i sig selv?

”Kongetallet” for det offentlige-private samarbejde, IKU-tallet, viser den andel af konkurrenceegnede offentlige opgaver, der markedsprøves, og desværre er dette tal faldende. Det understøtter billedet af en offentlig sektor, der i stigende grad lukker sig om sig selv, og det skyldes muligvis den historiske perlerække af lovjusteringer og politiske aftaler, der leder kommuner og regioner i retning af øget selvtilstrækkelighed. Er det den udvikling, man fra politisk side ønsker at fremme? Hvis vi tror på, at vi som samfund vinder ved øget offentlig-privat samarbejde, så flytter troen og skåltalerne desværre ikke bjerge. Det gør derimod retningsgivende lovgivning på området. Lovgivning, der øger incitamentet for kommuner og regioner til at indgå samarbejder med private leverandører, fremfor lovjusteringer, der opmuntrer til en indadvendt og selvberoende kultur i det offentlige.

Vil vi gerne se nye produkter med eksportpotentiale, vil det give god mening, at lovgivning og politiske aftaler fremmer det offentlig-privat samarbejde i stedet for at tilgodese det offentlig-offentlige samarbejde. Det hænger ikke mindst sammen med, at 2/3 af alle udgifter til forskning og udvikling afholdes i den private sektor – det vil sige dobbelt så meget, som der anvendes i det offentlige. Derfor bør det private i højere grad inviteres indenfor i løsningen af samfundsopgaver. Det offentlige kan dermed bidrage til udvikling af produkter og ydelser i den private sektor. Produkter, vi som samfund vil høste gevinsten ved, når et eventuelt eksportpotentiale indløses.  

Det offentlig-private samarbejde er som jordbær og fløde. Begge dele er gode, men det er bedst, når det er sammen. Rigtig god sommer.