Gemt

Medarbejdere opsagt for snyd med registrering af arbejdstid

28. august 2020

Det var berettiget at opsige to elektrikere, der på trods af indskærpelse fra virksomheden skrev ekstra timer på deres timeregnskab.

Sagen kort
To elektrikere, som var blevet ansat hos virksomheden i 2018, skiftede i juni 2019 afdeling. I den nye afdeling havde medarbejderne skiftende arbejdssteder, og der var derfor indgået en lokalaftale om arbejdstiden i forbindelse med udearbejde. Lokalaftalen fraveg den gældende overenskomsts udgangspunkt om regler for rejser og udearbejde. Aftalen lød blandt andet således:

”Arbejdets karakter gør, at der arbejdes på skiftende lokationer. Så længe virksomheden vurderer, at der er et arbejdsmæssigt behov, stiller virksomheden en specialindrettet gulpladebil til rådighed for Medarbejderen, således at Medarbejderen kører fra sin privatadresse til første kunde og retur til Medarbejderens privatadresse efter sidste kunde.
...
Medarbejderens arbejdstid regnes fra påbegyndelsen af arbejdet hos første kunde og stopper ved afslutning af arbejdet hos sidste kunde.”

I forbindelse med medarbejdernes skift til den nye afdeling udarbejdede virksomheden et tillæg til deres ansættelseskontrakter vedrørende opbevaring af specialværktøj. Af tillægget fremgik, at virksomheden flere gange havde været udsat for indbrud i sine firmabiler, og at medarbejderne derfor skulle opbevare dyrt specialværktøj indenfor på deres respektive privatadresser.

De to medarbejdere mente, at de var berettiget til betaling for at flytte specialværktøjet fra bilen til hjemmet, og de registrerede derfor flere timer, end retningslinjerne for registrering af arbejdstid tillod. Da virksomheden blev bekendt med dette, indskærpede den over for medarbejderne, at det var i strid med retningslinjerne, hvis der blev registreret arbejdstimer efter sidste kundebesøg. Medarbejderne fortsatte dog med at registrere mere arbejdstid end tilladt, hvorefter virksomheden opsagde dem med deres overenskomstmæssige varsel.

Medarbejdernes forbund rejste herefter krav om godtgørelse for usaglig opsigelse ved Afskedigelsesnævnet.

Afgørelsen
Opmanden lagde til grund, at begge medarbejdere fortsatte med at registrere flere arbejdstimer, end det var tilladt efter aftalen, fordi de mente, at de var berettiget hertil. Det blev også lagt til grund, at ingen af medarbejderne forud for opsigelsen havde modtaget en advarsel om, at fortsat fejlagtig tidsregistrering ville medføre opsigelse. 

Alligevel konkluderede opmanden, at opsigelserne var berettigede, da medarbejderne havde overtrådt virksomhedens regler for registrering af arbejdstid – også efter at virksomheden havde indskærpet reglerne over for dem.

Opmanden bemærkede desuden, at det var uden betydning, at overtrædelserne skete i en kort periode, hvor der samtidig var et uafklaret spørgsmål om, hvorvidt medarbejdere, der skulle håndtere en værktøjskasse, havde krav på en betaling for det.

Virksomheden blev herefter frifundet.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at det er vigtigt at have tydelige retningslinjer for registrering af arbejdstid, og at det – efter omstændighederne – er muligt at opsige medarbejdere sagligt, hvis de ikke overholder sådanne klare retningslinjer, uanset om der er givet en forudgående advarsel.

En eventuel forudgående advarsel vil dog altid blive tillagt vægt, når sagligheden af en opsigelse skal vurderes.

Dansk Erhverv anbefaler medlemsvirksomhederne at rette henvendelse i lignende sager.