Gemt

Juleanalyse: Flere forbrugere vil handle julegaver på nettet

10. december 2020

Coronakrisen får en rekordstor andel af forbrugerne til at købe julegaver på nettet. Især tøj- og boligbutikker kan forvente en ekstraordinær travl juletid, mens oplevelsesindustrien desværre stadig må se langt efter kunderne, viser nye tal fra Dansk Erhverv.

Hent E-handelsanalysen nederst på siden.

Årets julehandel vil følge i fodsporene på Black Week og sætte ny rekord på nettet.

Det vurderer Dansk Erhverv på baggrund af en ny analyse, hvor syv ud af ti forbrugere, der handler på nettet, svarer, at de vil shoppe julegaver på nettet. Forbrugerne vil også skrue op for andelen af gaver, de køber online. To ud af tre forbrugere, der handler på nettet, forventer at handle mere end halvdelen af deres gaver online.


”Tendensen har i mange år været, at flere køber gaver online. Det gælder i endnu højere grad i år, hvor coronakrisen formentlig giver onlinejulehandlen et solidt nøk,” siger Niels Ralund, E-handelsdirektør i Dansk Erhverv, og bemærker, at analysen er lavet, inden de nye restriktioner blev præsenteret i december.



Flere vælger netbutikkerne som følge af corona

Der er ikke overraskende sket et skred i årsagerne til at handle julegaver online i år. Aspekter som tidsbesparelse, udvalg og pris forsat er væsentlige, men mere end hver tredje forbruger svarer, at de undgår fysiske butikker pga. corona.



”Både netbutikkerne og de fysiske butikker har gjort og gør rigtig meget for at gøre det trygt og sikkert at handle for forbrugerne, så der er gode og trygge muligheder for forbrugerne, hvad enten de vil handle på strøget eller nettet og støtte de danske butikker i en for mange svær periode,” siger Niels Ralund.



Årets gavehit er tøj og sko
Selvom julen på mange måder bliver anderledes i år, er noget dog, som det plejer: der kommer bløde pakker under træet. Og der kommer flere end tidligere år. Mere end halvdelen af forbrugerne vil i år købe tøj, sko og accessories til gaver på nettet.

Mens det tegner til en god jul for tøj- og boligbutikkerne, ser det værre ud for rejsebranchen og oplevelsesindustrien.

”Julegaveindkøbene ser ud til at følge den trend, vi har set under hele coronakrisen; forbrugerne køber færre rejser og oplevelser og bruger i stedet pengene på især tøj og ting til boligen,” siger Niels Ralund og uddyber.

”Man kunne have håbet, at de positive nyheder omkring mulige vacciner ville få forbrugerne til at turde købe disse varer allerede til jul, men det er desværre ikke umiddelbart tilfældet. Vi krydser fingre for, at de får et stærkt comeback i foråret, når flere bliver vaccineret, og der bliver udbetalt en ny omgang feriepenge.”

Han slutter med to opfordringer til både forbrugere og butikker.
”Det er trygt at handle i de danske butikker både på nettet og på strøget, så det vil jeg opfordre til. Det betyder meget i denne tid. Samtidig vil jeg opfordre til, at kunderne hjælper sig selv ved hente pakkerne ved udleveringsstederne, så snart de er klar. Og så skal butikkerne sørge for at informere om, hvornår det er sidste chance for at bestille pakker, der skal ligge klar under træet juleaften.”

E-handelsanalyse Digital Handel november

pdf

Download

Kontakt

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil