Gemt

Tyske turister bag rekordår i dansk turisme

11. februar 2020

2019 blev endnu et rekordår for turismen i Danmark. Det kan vi takke vores tyske naboer og rejselystne danskere for.

Antallet af overnatninger steg til knap 56 millioner i 2019 på de danske overnatningssteder, dvs. hoteller, feriecentre, campingpladser, lystbådehavne, vandrerhjem og udlejede feriehuse. Det er en stigning på godt 2 millioner overnatninger sammenlignet med 2018. Væksten var primært drevet af flere tyske og danske turister.

”Det er glædeligt, at dansk turisme igen i år kan vise stærke resultater, og at især de tyske turister er strømmet til Danmark. En fortsat stigning i den udenlandske efterspørgsel bliver afgørende i de kommende år. En stærk dansk økonomi har især holdt hånden under hotelmarkedet og kompenseret for udfordringer med svag svensk kronekurs og en svagere vækst fra Storbritannien. Bæredygtig udvikling af dansk turisme forudsætter, at Danmark fastholder og udbygger sin position på vores vigtige nærmarkeder, både på ferie -og forretningssegmenterne,” udtaler Kirstine Tolstrup Nielsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.

 

Overnatninger i Danmark - inklusiv top fem udenlandske markeder

Det var især de danske hoteller og feriehuse, som oplevede vækst i 2019. Feriehusene bidrog med godt 1,2 mio. flere overnatninger, mens hotellerne bidrog med knap 900.000 flere overnatninger. De mange nye hotelværelser, særligt i København, har hjulpet den positive udvikling på vej.

I København er hotelkapaciteten over de sidste to år blevet udvidet med ca. 3.000 værelser, svarende til en stigning på 20 pct. 

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Kirstine Tolstrup Nielsen

Chefkonsulent